Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, så føler jeg ofte glæde. En glæde pakket ind som mani. En falsk slags glæde.
Hvis man forestiler sig en mønt og forestiller sig, at glæden fylder den ene side af mønten, så er den anden side af mønten tristheden, og den fylder mindst lige så meget… De sidste par dage har været et helvede at komme igennem. Det er dage som disse, hvor jeg må ligge min fladt ned på sofaen og bare sove timerne væk. Sove igennem tiden, minutter og sekunder, og håbe på at når jeg slår øjenene op igen, så er dagen med ét blevet bedre, men sådan ender det sjældent.

Jeg kæmper med tristheden, som andre kæmper med misbrug. Jeg kæmper med en umådelig trang til at græde. Til at skrige af mine lungers fulde kraft, at jeg bare ønsker at dø. At blive revet væk fra det helvede jeg svæver rundt i. Men, at jeg ønsker at dø er en stor løgn, for jeg ønsker ikke at dø, men jeg ønsker heller ikke at leve med tristheden så tæt inde på livet, som jeg sommetider gør. Tristheden er SÅ meget værre end glæden, for ligesom at glæden kan vælte mig omkuld med tusinde hestes styrke og efterlade mig som et sammenkrøllet stykke papir ude af stand til at folde mig selv ud, så gør den mig også glad.

Med glæden (manien) følger en opstemthed, hvor jeg hele tiden er igang med noget. Jeg taler hurtigt og springer fra det ene emne til det andet, så folk ofte har svært ved at følge med. Med glæden er min selvfølelse kraftigt øget, hvilket gør, at jeg føler jeg kan overkomme alt og der er derfor ofte meget kort fra tanke til handling. Med glæden handler jeg uden at tænke over konsekvenserne, hvilket ofte ender ud i en uansvarlig adfærd. Med glæden har jeg øget seksuel trang, sådan så min stakkels kæreste nogle gange blot føler sig som et stykke kød, der bare skal fortæres og med glæden har jeg mindre behov for søvn. Men så vender det og efter glæden kommer tristheden (depressionen) og tristheden er SÅ meget værre end glæden.

Jeg er trappet utrolig meget ned i min Venlafaxin fordi, at min nye psykiater gerne vil have mig ud af det præparat og opstartet i noget nyt, som burde virke bedre på mine symptomer. Om min nedtrapning er grunden til, at jeg pludselig oplever så meget tristhed eller om det blot skyldes, at jeg er i en depressiv fase, vides ikke. Men det eneste de to sider af mønten har til fælles er, at de begge styrer mig og ikke omvendt. Og når det hele er aller værst eller aller bedst, så gør jeg hvad jeg er aller bedst til. Bruger penge. Bruger alle mine penge. Af den simple årsag, at jeg tror det gør mig glad, men sandheden er, at det gør det ikke. Penge er det stof vi alle er lavet af. Penge er vores alt og intet. Penge er samlingspunktet i julen, til fødselsdage og ved andre højtider. “Money on my mind, Money on my mind”. Sådan synger Sam Smith. Men penge gør os ikke glade. Penge gør ikke mig glad.

For penge kan man købe et ur, men ikke tiden
For penge kan man købe et hus, men ikke hyggen.
For penge kan man købe en seng, men ikke nærheden.
For penge kan man købe en ferie, men ikke afslapning.
For penge kan man købe sex, men ikke kærlighed.
For penge kan man købe smukt tøj, smukt hår, smukke sko, men ikke selvværd.
For penge kan man købe en bodyguard, men ikke tryghed.
For penge kan man købe luksus, men ikke frihed.

Og mens jeg skriver dette indlæg kan jeg ikke lade være med at tænke på alle dem, som ingen penge har. Hvad gør de for at føle glæde? Og hvad gør jeg den dag pengene ikke er der længere?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *