Tanker på en gråvejrs mandag

Kategorier Tanker fra en Psykisk syg

Jeg sidder på en café i indre by.
Jeg har netop været til en samtale hos min læge og fået en henvisning til både psykiater og psykolog, hvilket har været en kamp for mig at få gjort fordi det faktum, at jeg skal bede om hjælp, konstant minder mig om, at jeg ikke er rask.
Det er derfor med blandede følelser, at jeg sidder her og skriver og den eneste tanke, som fylder mit hovede er, at jeg vil ringe til dig, Jakob, og fortælle, hvordan jeg har det.
Jeg har lyst til at græde. Langsomt lade følelserne sive ud af kroppen på mig og hulke uden at skulle føle, at jeg skal holde mig tilbage for jeg ved at du kender mig og ikke vil dømme mig.
Jeg har lyst til at åbne mig op og lukke dig ind, helt derind, hvor det gør ondt, men tanken om at skulle miste dig igen er for hård.

Hvis bare jeg kunne spole tiden tilbage til dengang vi var på Bali med din familie. I Paris på kæreste tur. I Sverige på kanotur. I Berlin på forlænget weekend tur. På sommerferie på Rhodos, i Jylland for at besøge vores venner, en uge i Barcelona eller på skiferie i Østrig.
Hvis bare jeg kunne give dig al den glæde og kærlighed tilbage, som du har givet mig.
Hvis jeg dog bare var nok for dig, nok til os, nok til at eje dit hjerte, som du har ejet mit.
Jeg ville beskytte det mod hver en fare.
Jeg ville gå gennem ild og vand for dig.
Jeg ville stifte en familie med dig.
Jeg ville bygge et hjem til dig.
Jeg ville krydse hvert et hav, hver en bro og hvert et land blot for at kunne være ved din side, men det kan jeg ikke og sandheden går langsomt op for mig, i løbet af de sidste par uger i særdeleshed.
Hvor jeg førhen havde ting stående i min kalender, som vi skulle lave sammen såsom sommerhus tur, fødselsdagsarrangementer og konfirmation, har jeg nu ingenting for de planer vi havde lagt sammen for så lang tid siden er nu planer, som er overstået og væk og jeg har ikke været en del af dem for jeg er ikke længere en del af dit liv.
Min kalender er tom og det gør på en eller anden måde ondt. Ondt fordi vi nu ikke længere er en del af hinandens fremtid og ondt fordi de spor der var tilbage, fra en tid sammen, nu for alvor er borte. Vi er ude af hinandens nutid og er nu blot minder fra en fjern fortid og det er underligt at det skal gøre så ondt, men det gør det virkelig også selvom jeg så småt ved at affinde mig med min situation.

At ét liv kan fortsætte på dets færden mens et andet liv er tabt i fortidens sfære er en ulidelig ting.
At ét menneske kan smile og le mens et andet menneske er trist, sårbart og ødelagt.
At én dreng, som engang betød alt og som havde mit hjerte i hans hænder nu har knust det og efterladt en pige uden hjerte tilbage er utilgiveligt og det værste ved det hele er, at den pige er mig.

Kaosset, som har fæstnet sig i mit indre, har fyldt hver en tanke og hver en handling og har medført at der ligesom ikke har været tid og plads til at mærke, hvilken enorm ændring vores brud har medført og den forandring det er pludselig at stå alene.
Jeg er en kæmpe tryghedsnarkoman og at vide, at man ikke længere har én af støtte sig op af er uhyggelig og det er skræmmende, at jeg nu skal lære at stå på egne ben, i en alder af 24 år.
Vi mennesker er generelt forfærdelige tryghedsnarkomaner og vanedyr, som har utroligt svært ved at bryde regler og rutiner og er ikke glade for forandring. Derfor kræver det, for at lykkes med forandringer, at vi hver især har lyst til forandring og hvem siger, at jeg har det? Vi laver broer, sikkerhedsbroer, som skal kunne bære os igennem livet, uden at vi falder i vandet eller kommer ud på tynd is eller endnu værre ud på dybt vand, men, som jeg læste i livsstils klummen Træk-Stikket-Ud på fyens.dk skrevet af Casper Kjerumgaard:

Hvis vi ikke risikerer noget, så kommer vi aldrig ud i grænselandet, hvor vi bestemt er ude af komfortzonen og i min verden, er det netop, når vi er ude af komfortzonen, at livet for alvor begynder. Det er herude, at vi kan definere os som individer i stedet for de kloner, som utroligt mange af os er blevet. Hellere ligne naboen, end at stå ved os selv. Hellere passe ind, end at definere os som den vi er!
Tryghed kan være rart, det ved jeg også godt. Jeg ved til gengæld også, at hvis ikke du træder ud af komfortzonen, så tester du aldrig, aldrig dit fulde potentiale.

Og han har vel ret?
Det hele var bare nemmere den gang jeg ikke behøvede at mærke efter, men bare kunne fortsætte ud ad livets landevej med lukkede øjne udelukkende kørende i automatgear.

For virkeligheden er at nye omgivelser og nye mennesker aldrig er sjovt i starten ligesom det heller ikke er sjovt at begynde at træne, hvis du er ude af form, men så snart formen bliver bedre bliver det pludselig også sjovere at træne. Og det nye liv forbliver ikke nyt for altid.
Det rør mig bare at nogle man har været så tæt på i så mange år pludselig kan forsvinde fra ens liv, som havde de aldrig været der og hvad mere skræmmende er, jeg kan forsvinde fra deres liv, som havde jeg aldrig eksisteret og det får mig sådan til at tænke på om de sidste fem år af mit liv har været spildt. Har jeg bare været et forkert sted, på et forkert tidspunkt og derfor havnet i et forkert liv? Har de sidste fem år overhoved givet mening? Hvis bare nogle kunne fortælle mig dette: “Der går ikke 1 time, hvor vi ikke tænker på dig” for det er den tanke jeg sidder tilbage med og den reminder, som hver time, nogle gange hvert minut, minder mig om, at jeg HAR levet det liv. Et liv. Mit liv. Livet, som jeg så småt er ved at glemme og ligge på hylden for er der noget min fortid har lært mig, så er det at man ikke kan starte det næste kapitel i ens liv, hvis man bliver ved med at genlæse det sidste, og den fejl har jeg ikke tænkt mig at begå to gange. Men jeg savner jer ufattelig meget og jeg savner mit gamle liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *