Smerterne vil aldrig vare evigt, men det vil selvmordet til gengæld.

Kategorier Uncategorized

Som jeg har skrevet om tidligere, så er mit liv plaget af selvmordstanker.
De kan både husere mit indre om dagen når solen skinner og om aftenen når de tunge skyer hænger truende over vores hoveder. Egentlig er de lidt som en slags tinnitus. De er der det meste af tiden men man lærer ligesom at abstrahere væk fra dem.
Sådan var det dog ikke forleden…
De startede omkring sovetid. Jeg sad inde i soveværelset, alene, men i stedet for at sove sad jeg bare og stirrede ud foran mig og som en enorm tåge kom de snigende. Forsigtigt men omhyggeligt tilsluttede de sig mine andre tanker indtil det eneste der var tilbage var deres foruroligende ekkoagtige tilstedeværelse.
Deres blotte nærvær slog mig ud af den. Jeg vidste ikke hvad i al verden jeg skulle gøre så jeg flygtede i panik ned under dynen og tænkte at, hvis jeg nu presser mine øjne hårdt nok sammen, så falder jeg nok i søvn, men jeg kunne ikke holde mit eget selskab ud i frygt for, hvad jeg kunne finde på. Det var forfærdeligt. Jeg har aldrig oplevet at have det i sådan en grad før. Som om alle tanker blev til selvmords scenarier. Lige meget hvor meget jeg så end prøvede at tænke på noget andet, så var det eneste jeg kunne tænke på selvmordet som eneste udvej og hvilken befrielse det ville være at lade mig overvinde af dem. Sådan føltes det i hvert fald. Som en slags ubehagelig og helt igennem uimodståelig fristende forløsning.

Da tankerne havde stået på i, hvad der føles som en evighed, gik jeg ud og fandt pillerne frem. Jeg lagde omhyggeligt hver og en side om side på sengens hvide lagen. Tre tomme pilleæsker lå nu på gulvet og tredive piller lå foran mig, men så slog tanken mig, “dør jeg af det her?”.

Jeg besluttede mig derfor for at google “hvor mange piller skal man tage for at dø?” og pludselig væltede sider frem med forums, hvor andre unge havde spurgt om selv samme ting. Især én fangede min opmærksomhed. Det var et opslag på hjemmesiden dindebat.dk, hvor en bruger havde lavet en afstemning, hvor man kunne gætte sig frem til, hvilken dosis man troede tog livet af en. Og på en eller anden måde vækkede denne barske, usmagelige afstemning noget i mig…

Længere nede havde brugeren skrevet følgende: “Ja overskriften lyder drabelig. Men der er nogen der prøver at begå selvmord ved at spise forskellige typer piller, deri blandt panodil. Man dør ikke med det samme ved at spise panodil, først tre dage senere. Man har ingen smerter første dag (sjovt nok), men den 3. dag, begynder det, leveren brænder op og man dør under ulidelige smerter og der er intet at gøre ved det, intet. Eneste chance er at få en ny lever og chancen for det er forsvindende lille, som at få 7 rigtigt i lotto to uger i træk med de samme tal. Så at spise for mange panodil’er er det samme som en sikker pinefuld død. Man kan ikke fortryde dagen efter, det er ingen vej tilbage. Viste i det? jeg gjore ikke, så jeg er faktisk lidt chokeret over det, derfor denne afstemning. Maks daglig dosis er 4×2 piller.”

Med ét gik det op for mig hvad det var jeg havde gang i.
Jeg overvejede et kort øjeblik at ringe til psykiatrisk center og lade mig indlægge, men valgte så at ringe til Jakob, som efter tre ubesvarede opkald endelig tog sin telefon og stille og roligt faldt jeg til ro igen.

Jeg har virkelig ikke vidst om jeg skulle ligge dette opslag op fordi det er så intenst og forfærdeligt på én og samme tid, og fordi jeg ikke vil såre nogle, men det er samtidig vigtigt for mig at fortælle, hvorfor jeg endte med at gøre som jeg gjorde og det er vel netop det jeg har oprettet denne hjemmeside til, til at fortælle, hvordan det føles at være mig og nogle gange føles det bare sådan her.

Selvom jeg et eller andet sted godt ved, at jeg ikke ønsker at dø, så kan tanken om døden være fristende befriende, hvor underligt det end lyder. For når man hver dag bilder sig selv, og alle dem omkring én, ind, at man har det fint, rammer sandheden forbavsende pludselig med 120 km/t og som et kæmpe slag i hovedet bliver man mindet om, hvor svært det hele er og hvor dårligt man reelt har det og i det øjeblik er det bare nemmere at give efter for smerterne, hvilket jeg gjorde. Jeg lukkede øjnene, begravede ansigtet i hænderne og græd alt imens sorgen, smerterne og vreden gennemstrømmede mig, som en slags følelsesmæssig åreladning. Jeg hulkede uden frygt for at blive opdaget. Lod barer tårerne få frit løb og med ordene, “dør jeg af det her?” rungende i hovedet, så triste, grufulde og endegyldige tillod jeg mig selv at omfavne min tristhed og bare være til. For sandheden var, at hvis jeg tog disse piller ville jeg dø en smertefuld død, alene og ingen ville finde mig tids nok til at redde mig og når alt kommer til alt er det jo ikke det jeg ønsker. Den tanke lod jeg gro inden i mit hoved. DET ER IKKE DET JEG ØNSKER! Jeg lod den slå rødder og brede sig ud i hele min krop indtil selvmordets endegyldige forløsning endelig var borte. Og der sad jeg så, med Jakob i røret og langsomt accepterede det faktum at livet ER svært og ER hårdt, men at dette ikke er ensbetydende med, at jeg behøver at give op. For ét lille skridt i den rigtige retning er nogle gange den største forandring i hele livet og så er det okay nogle gange at gå ti skridt tilbage, hvis bare jeg får lov til også at gå ét skridt frem.

Med det budskab vil jeg slutte dette opslag og huske jer på at alle du møder kæmper en kamp du ikke aner noget om og at de stærkeste mennesker ikke altid behøver at være dem som viser styrke foran os men dem som vinder kampe vi ikke anede var der og det er, hvad jeg netop har gjort. Jeg har overvundet kampen om selvmordet og ligegyldig, hvad der så end sker, så ved jeg at smerterne aldrig vil vare evigt, men det vil selvmordet til gengæld.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *