Selv ikke det perfekte er perfekt

Kategorier Uncategorized

Jeg har de sidste to dage løjet overfor alle i mit liv. Endnu engang.
Jeg har undgået at tage telefonen når min mor ringer, fordi jeg ikke vil lyve overfor hende og fordi jeg ved at det gør for ondt på hende at vide, hvordan jeg reelt har det.
Til Jakob har jeg løjet og sagt, at jeg har været i skole og til mine skoleveninder har jeg sagt, at jeg havde fået migræne. Det hele er en løgn og sandheden er, at jeg ikke længere kan holde styr på den… Jo, jeg havde fået et migræne anfald så i princippet er det vel ikke at lyve(?!), men problemet ved det er, at jeg med vilje valgte at fortælle og migrænen fremfor at fortælle dem om, hvordan jeg egentlig har det, hvilket jeg burde havde prioriteret og det er deri fejlen ligger, for, hvorfor er det mere rigtigt at undgå at lukke andre ind i mit liv, derind, hvor det måske kommer til at gøre ondt?

De sidste to dage har jeg været inde i den lejlighed i Nordvest, som jeg de næste fire måneder har lejet af min brors kærestes moster. Jeg har ligget i sengen med dynen omkring mig og prøvet på at glemme tid og sted for sandheden er, at jeg prøver at distraherer mine tanker fra det faktum, at jeg er i en lejlighed, som ikke er min eller Jakobs. I et liv, som Jakob ikke er en del af. Jeg tænker på ham. Jeg savner ham og det gør frygtelig ondt, hvilket gør mig ked af det. Ked af det fordi tanken om ham ikke længere forbinder mig med noget godt, hvilket det plejede at gøre.
Jeg sidder bare og tænker på, hvordan jeg nogensinde skal få et nyt sted til at føles, som et hjem, for det er jo ikke omgivelserne jeg er i, eller tingene jeg har stående, som gør udfaldet. Det er ham. Og uden ham er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde vil komme til at føle mig hjemme igen. Jeg har ham ikke længere og det smerter mig så meget, hver gang det går op for mig. Som en kniv i hjertet. En knytnæve i maven. Eller som mig alene i en fremmed lejlighed.
Jeg lever i en slags overlevelsesfase, hvor Netflix, Viaplay og De Perfekte Piger på Dr1 kører i baggrunden. Hvor tusind tanker finder sted i mit hoved, men hvor ingen af dem bliver bearbejdet. Hvor jeg ikke spiser, går i bad, kommer afsted eller går igang med ting, blot fordi jeg ikke kan overskue det. Hvor jeg slår mig selv i hovedet over bare at være til men alligevel ikke ændre på tilværelsen. Og det værste ved det hele er, at jeg alligevel føler mig stresset, selvom jeg intet laver.
Jeg havde ikke klaret mit liv indtil nu uden Jakob og det er netop den tanke, som gør mig bange, for, hvordan skal jeg så klare det den her gang når han ikke er der til at gribe mig?

Sandheden er, at jeg efter min depression var et nedbrudt jeg. Primært fordi jeg ikke længere bare kunne lade stå til og primært fordi jeg indså at det liv jeg førhen havde levet ikke længere var en mulighed. Den ‘spol-frem’ knap, som i så lang tid havde været trykket i bund blev nu pludselig erstattet af ‘stop’ knappen og overgangen fra det ene liv til det andet var så enorm, at jeg ikke kunne andet end at blive fuldstændig og aldeles nedbrudt.
Og hvad gør man så, når det liv man plejede at leve ikke længere er der og når man skal tillægge sig nye rutiner, nye vaner og en ny dagligdag?
Det jeg gjorde var at gøre fuldstændig det modsatte. Eller egentlig kan man nok ikke kalde det at ‘gøre’ for i virkeligheden var det ikke et bevidst valg. I virkeligheden var jeg bare ikke længere i stand til andet.
Jeg lukkede derfor hver en dør i et forsøg på ikke at få nogle nye indtryk eller oplevelser og prøvede på, at bilde mig selv ind, at jeg var i en fase, hvor jeg var ved at opbygge mig selv igen.

Men det der med at hive sig selv op er ikke altid så nemt som det lyder.
I hvert fald ikke hvis man ligger ned og har 1000 kilo liggende ovenpå sig.

Jeg har været derude og røre, hvor ingen følelser kommer ind, men blot bliver erstattet af den næste. Hvor indtryk, indlevelse, oplevelse og udtryk aldrig kommer op under facaden men, som regn på en rude, bare preller af så snart de rør overfladen. Derude, hvor alting og alle løber i et tempo, som er så hurtigt, at man ved den mindste overvejelse vil blive væltet af pinden ude af stand til at rejse sig igen. Og så har jeg været derude og røre, hvor alting snegler sig frem i et ikke eksisterende tempo. Hvor hvert minut er et helvede og hver time en kamp. Derude, hvor ens aktivitetsniveau er lig nul og hvor overskuddet til livet er væk.
Jeg har levet fra den ene yderlighed til den anden, men ingen af stederne var gode for mig og selvom jeg er fuldt ud bevidst om dette kan jeg stadig ikke finde ud af at finde en mellemvej. Enten løber jeg afsted eller også ligger jeg i min seng hele dagen. Enten har jeg tusind bolde i luften eller også har jeg ingen. Enten vil jeg, overskuer jeg og gør jeg en masse ting eller også gør jeg intet, men den gyldne middelvej kan jeg ikke finde…

Ligesom Buddha har jeg indset, efter at have levet i total begæropfyldelse (luksus) og total forsagelse (askese), at et sted midtimellem er den klingende harmoni. Jeg har erfaret at der findes to yderpunkter, det ene er at man hengiver sig til et liv i luksus og nydelse. Dette er et lavt liv, uædelt og unyttigt og det andet yderpunkt er, at man hengiver sig til et liv i selvpinsler. Dette er et bedrøveligt liv, uædelt og uværdigt. Altså to yderpunkter, som man skal holde sig fra, da de begge giver karma og så findes der den gyldne middelvej, som ved erkendelse vil bringe indsigt, sindsro og lykke. Men hvordan finder man frem til denne gyldne middelvej?

Jeg ville bare godt kunne finde en eller anden form for ro, hvor jeg ikke render rundt som et hamster i en hjul for at prøve at finde frem til den perfekte tilværelse, hvor jeg er perfekt, hvor jeg bor perfekt, hvor jeg studerer perfekt, hvor jeg er den perfekte ven og ser perfekt ud. En form for tilstand, hvor jeg har det godt nok som tingene er, istedet for hele tiden at løbe om kamp med et eller andet, som jeg alligevel aldrig rigtig når hen til.
Jeg vil ikke længere lades som om jeg har det godt eller lades som om, at jeg er perfekt. Jeg vil bare være tilfreds også selvom jeg måske ikke når de ting som jeg har sat mig for. Jeg vil bare gerne være ærlig. Ærlig overfor min familie. Ærlig overfor mine venner og veninder. Ærlig overfor mig selv så jeg kan stå ved den jeg er. Hvem så det end er? For hvorfor kun være mig selv i mit eget hjem, når jeg kan være det hver dag også i selskab af mine venner, veninder og familie. Det der med at kunne føle sig som Sandra i mange flere aspekter af livet. Istedet for kun når jeg sidder på mit værelse helt alene, og føler mig ensom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *