Sandheder er… at jeg behøver hjælp

Kategorier Uncategorized

Det værste ved det hele er, at jeg prøver at bilde min familie, mine veninder og ikke mindst mig selv ind, at jeg har det fint, men sandheden er, at jeg har det forfærdeligt. Jeg tager mig selv i, når jeg er sammen med andre, pr. automatik at sætte mig ud på toilettet og låse døren, hvis jeg kan mærke, at jeg er ked af det og tårerne ikke længere kan holdes tilbage, kun for at afskærme mig fra dem jeg er i rum med så de ikke kan se den sande Sandra for den sande Sandra er fuldstændig og aldeles ødelagt, men, hvordan viser jeg det når jeg nu allerede har ladet løgnen om mit “åh så lykkelige liv” køre så langt ud?

Som i en tåge bevæger jeg mig igennem dagene. Minut for minut, time for time.
Mandag bliver til tirsdag. Tirsdag bliver til onsdag. Onsdag til torsdag osv.. Dagene går, men det er som om, at jeg ikke er tilstede…
Som oftest starter ugen ud med en slags overskud og energi. En slags lyst til livet og de aktiviteter jeg har i det. Lyst til skolen. Lyst til træning. Lyst til sociale arrangementer med venner og veninder osv., men når jeg når tirsdag er det som om at alle spor af lyst er blevet slettet og erstattet med en intethed. En intethed som efterlader mig tom og uforstående tilbage. Uforstående over, hvorfor jeg skal have det sådan her, når jeg så eksplicit har bildt mig selv ind, at jeg var okay.

Jeg er stået af toget og står nu på en eller anden fjern perron, helt alene. Toget er for længst kørt sin vej og dér står jeg, forvirret tilbage. forvirret over, hvorfor jeg er stået af her velvidende, at jeg ikke har nået min endestation endnu. Forvirret over, hvorfor toget ræser derudaf når jeg nu står på denne fjerne perron mutters alene midt i ingenting og da går det op for mig, at jeg ikke længere er en del af mit tog for jeg er ikke længere en del af mit eget liv.
Det tog jeg selv har bygget minde for minde, kupé for kupé. Det tog, hvis vogne illustrerer mine livsfaser, helt fra vuggestuen til gymnasiet. Fra sabbatår til arbejdsliv. Fra ungdomstiden til voksenlivet. Mine tanker og handlinger objektiviseret som skinnerne toget kører på. Et kilometer langt tog, som nu drøner afsted i et tempo jeg selv har sat, men ikke længere kan følge med og på intet tidspunkt slår det mig, at jeg bare kan sætte tempoet ned.
I et forgæves forsøg prøver jeg at leve op til mit togs lynhurtige fart men endnu engang havner jeg på den mennesketomme perron. Her står jeg så. Alene. Uforstående. Forvirret. Omringet af tåge, hvor minutter bliver til timer og timer bliver til døgn og så starter en ny uge…

Det komiske ved det hele er at det sidste Jakob sagde, efter han havde gjort det forbi imellem os, var at hans værste mareridt ville være, hvis jeg havnede i et sort hul og ikke formåede at hive mig selv op igen.
Nu føles det som om jeg befinder mig på bunden af det. En eller anden, hjælp mig. Jeg kan ikke mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *