Når sygdommen tager overhånd

Kategorier Tanker fra en Psykisk syg

Jeg har det sidste lange stykke tid ikke haft skrevet noget herinde.
Til dels fordi jeg har haft 100 ting at se til og til dels fordi jeg ikke helt har haft det samme behov for at skrive, som jeg førhen har haft.
Jeg har ladet mig omfavne af alt det, som gør mig glad, af alle dem, som gør mig glad, og når glæden har fyldt mig ud har der ligesom ikke været så meget “behov” for at skrive eller fortælle om de svære og triste ting, dog ikke sagt, at de ikke stadig er der, for det er de, de har måske bare ikke fyldt helt lige så meget…

Det er altid svært at skulle indrømme overfor sig selv at man er på vej i den rigtige retning. Både fordi ens omgivelser, i form af familie og venner, ofte glemmer at “det at gå i den rigtige retning” ikke er ensbetydende med at man er rask og derfor ofte fortrænger alt den hensyn de engang har haft givet og pludselig forventer noget af en. Noget, som man ikke kan leve op til. Men også fordi, at jeg selv glemmer at tage hensyn, og derfor ofte tror, at jeg kan løbe i samme tempo, som alle andre kan, hvilket som oftest ender ud i, at jeg taber mig selv i farten.
Det er altså ikke for sjov, at jeg siger at det er svært at skulle indrømme overfor sig selv at man er på vej i den rigtige retning for det er velvidende at det kun varer et kort sekund, hvorefter jeg igen bevæger mig ned ad snoede og mørke stier i en retning, som udelukkende går ned ad mod det store sorte hul, som venter for enden af stien.
Det er altid svært at skulle indrømme overfor sig selv, at man er på vej i den rigtige retning især når man er inde i en god periode og så pludselig oplever et dyk.
Det kan føles, som om man går et skridt frem og to skridt tilbage. Som, bestiger man ét bjerg venter det næste lige rundt om hjørnet. Det er umuligt hele tiden at være omstillingsparat og kunne følge med ens humør og så tænker jeg på, hvor svært andre må have ved at følge med. Et konstant kapløb, hvor hver optur giver anledning til frustration over, hvorfor man ikke bare altid kan være glad og hvor den mindste nedtur føles uendelig lang og giver anledning til frygt. En konstant frygt for, at denne nedtur er starten på en ny depression, for har du først haft én depression er sandsynligheden for at du får nummer to væsentlig større. 

Sådan skrev jeg for to uger siden, da jeg sad og prøvede at udforme et indlæg.
To uger, som nu føles som to år.
Alt har ændret sig siden. Mit humør, mit stemningsleje, min energi, min lyst, min iver, min glæde, min motivation og ikke mindst mit selvbillede.

Der er altid to sider af samme historie og min historie er, at jeg er glad i en tid, hvor jeg faktisk også er enormt trist.
Når jeg er sammen med andre har jeg det egentlig okay. Mine tanker og følelser fylder ikke så meget og jeg kan nyde livet og grine af de sjove ting, men når jeg så er alene er det, som om at de sjove ting ikke er sjove mere og som om, at livet ikke rigtig er værd at nyde og i sådanne øjeblikke er det svært at se lyset for enden af tunnelen og svært at holde hovedet over vandskorpen når man konstant føler at man bliver trukket nedad.
Mit glade, positive og venlige sind erstattes af tristhed, negativitet og en tro på at intet nogensinde bliver okay igen og hvorfor mon? Jeg kæmper mig igennem hver dag, hvert minut, med personlige problemer, som gør, at jeg bl.a. har svært ved at følge med på mit studie. Jeg er konstant bagud. Følger ikke med i undervisningen og opgaverne og selvom jeg måske er tilstede til forelæsningerne er mit sind et helt andet sted, hvilket er svært for mig at forstå og accepterer.
Mine underviserer har haft mig til utallige samtaler og snakker om, at jeg skal gå mit 3. semester om, og selvom jeg ved at de prøver at hjælpe mig og selvom jeg virkelig prøver at vænne mig til tanken om at starte i en ny klasse, så er muligheden i mit hovede, om at gå om, bare ikke eksisterende.
De siger, at jeg lige nu er for mentalt ustabil til at kunne klare et fuldtids studie, at mine personlige problemer fylder for meget, og trods jeg godt kan forstå hvad de mener så forstår de ikke at dette, mit studie, er det eneste, som fungerer for mig. Det kan godt være at det ikke fungerer 100% og kun halvdelen af tiden, men det fungerer stadig for mig fordi det er der, og tager de det fra mig har jeg intet tilbage. Jeg har mistet min kæreste, min bolig, mine penge, mit helbred. Jeg har mistet venner og veninder, familie og bekendte. Jeg har mistet ønsker og drømme, håb og fremtidsplaner. Jeg har mistet mig selv og sommetider har jeg mistet ønsket om at leve, men værst af alt har jeg mistet troen på, at jeg nogensinde vil blive rask.

Jeg er ikke min sygdom, men min sygdom er en del af den jeg er.

En sætning jeg konstant prøver at indprente i min hukommelse. Noget alle ergoterapeutstuderende lærer om og som alle ergoterapeutunderviserer fortæller om, men også en sætning, som er så svær at efterkomme for min sygdom fylder alt hos mig. Den sætter begrænsninger for mig i alle aspekter af mit liv. Definerer, hvad jeg kan og ikke kan. minder min konstant om, at jeg er anderledes end de fleste men alligevel så slår det mig, at jeg er et menneske, ligesom alle andre. Jeg har mine mange pump på vejen og de går ofte op og ned hundredevis af gange før jeg endelig er klar til at gå videre på min vej mod næste pump. Mine stier er ofte snoede og mørke at gå på, men de er veje ligesom alle andres. Min rute er måske ikke den hurtigste eller smarteste men den er der. Og mens jeg skriver det her kan jeg ikke lade være med at gengive noget jeg før har skrevet i et andet afsnit: “mine sanseindtryk opfanges i et sikkerhedsnet, hvor de bearbejdes og sorteres, så det produkt der kommer ud og opfattes i min bevidsthed, er en tand mildere end det virkelige indtryk. At alt, jeg opfatter med mine fem sanser, er gjort lettere spiseligt.”
Jeg føler, hver en følelse, ti gange stærkere. Mærker hver en smerte, ti gange mere smertefuldt. Men jeg kæmper. For mod er at gøre tingene, selvom man er bange og huske på at måske er du ikke skabt til det, eller den, du gerne vil være, men du vil altid være skabt til at være dig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *