Når stressen presser én derud, hvor det ikke er sjovt at være, så husk at stop op og se, hvor langt du rent faktisk er kommet.

Kategorier Mit liv lige nu

På nuværende tidspunkt er jeg igang med et praktik forløb i forbindelse med mit 6. semester på uddannelsen.
Praktikperioden er på 10 uger og jeg er igang med min 7. uge.
De sidste 7 uger føles som de sværeste i mit liv.

Dagene op til praktik start var hektiske, kaotiske og forfærdelige.
Jeg havde netop afleveret en 5 dages skriftlig eksamen, som bogstaveligtalt havde kostet mig blod, sved og tårer. Jeg var presset til det yderste og følte at alt min energi og alle mine kræfter var squeezed ud af mig, som når man presser en citron. Der var absolut ingenting tilbage af mig.

Min kæreste kommer hjem fra arbejde. Låser døren op og finder mig stående i gangen, grædende. Han krammede mig og klemmer mig hårdt, så jeg kan mærke, at jeg er til. Sådan står vi længe. Han tørrer mine kinder, som er gennemvædet af tårer. Kigger mig dybt ind i øjnene og fortæller mig, hvor sej jeg er. Sådan var vores faste rutine hver dag omkring klokken 18.00 når han endelig kom hjem fra arbejde.

Mens jeg sidder og skriver dette kan jeg ikke undgå at blive berørt. Jeg huske ikke så godt tiden eller hvad der skete, men jeg husker følelsen. Den er som naglet i mig ligesom alle andre elendige såvel som lykkelige følelser jeg har følt.

Tiden efter praktik start var nærmest endnu mere forfærdelig, som om det overhoved var muligt… Men jo. Hver dag føltes som et helvede at komme igennem. Det var som om at mit hoved var så fuldt af indtryk, som jeg ikke havde tiden til at få bearbejdet fordi jeg havde så f*****g travlt. Der var hele tiden noget nyt, som ventede rundt om hjørnet. Så mange ting at lære, så meget at opleve og oveni alt det var der de mange opgaver og fremlæggelser, der skulle forberedes. Jeg kunne ikke følge med. Jeg sad hver dag efter arbejde og lavede lektier til langt ud på aftenen. Jeg holdte aldrig fri for jeg følte ikke jeg havde tiden til det.

Jeg er en pligtopfyldende pige, som er yderst perfektionistisk. Jeg har ekstremt svært ved at begrænse mig og kan blive ved og ved og ved med at forberede mig til en fremlæggelse eller ligende. Jeg føler aldrig jeg når at blive færdig, jeg føler aldrig jeg når i mål og jeg banker mig selv hårdt oveni hovedet, hver gang, bare fordi jeg har så meget skyldfølelse over aldrig at føle at jeg er god nok. At jeg er dygtig nok. At jeg er tilstrækkelig.

Sådan var de første uger af mit praktik forløb, men på et tidspunkt kunne jeg ikke rumme mere. Jeg skulle til psykiater, hvilket jeg havde udskudt i omkring en måned eller mere fordi jeg ikke følte jeg havde tiden til at tage derhen. Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg blev nødt til at vægte denne samtale højt, højere end noget andet, for på det her tidspunkt havde jeg stresset mig selv så meget, at jeg følte det gik ud over mit helbred. Jeg hang i så tynd en tråd, som dén en edderkop spinder når den laver sit spind. Jeg var så drænet, både fysisk men også mentalt, og jeg var på nippet til at knække midt over. Det værste ved det hele var, at jeg så inderligt håbede på, at jeg gjorde det, for det ville i det mindste betyde at jeg fik den pause, som min krop så inderligt behøvede.

Jeg kommer ind til min psykiater, som jeg efterhånden kender godt og er tryg ved. Jeg sætter min i “stolen” og så drukner jeg i tårer. Jeg kan ikke styre dem og som en syndflod strømmer de igennem mig og ud af øjnene, hvor de bliver forløst. Det føles som om jeg sad her i en evighed og selvom jeg godt ved at der maks gik et par minutter, så føltes det ikke sådan.

Jeg kommer ud på gaden og mødes af den kolde vind og støvregnen. Jeg er i dette sekund taknemmelig for det triste efterårsvejr og lader befriende mit hoved vippe bagover så regndråberne rammer mit forgrædte ansigt. Jeg prøver at fordøje alt det min psykiater og jeg snakkede om, trækker vejret tungt og lader mine skuldre falde ned.
Med mig ud fra mødet med min psykiater har jeg en recept på et nyt stemnings stabiliserende præparat. Endnu ét… Jeg har efter mine forfærdelige forløb med tidligere psykiater, som har overmedicineret mig, fået så voldsomme ar på sjælen at bare tanken om at skulle på et nyt præparat skræmmer mig fra vid og sans. Jeg ønsker aldrig nogensinde at være på så meget medicin, som jeg var dengang. Medicinen ødelagde mig indefra, fjernede hver en følelse jeg følte og erstattede den med intethed og lagde en dæmper på alle indtryk jeg fik og alle udtryk jeg havde.
Men nu stod jeg hér, med endnu en recept i hånden og sagde til mig selv: “det er okay. Det er nødvendigt.”

Nu er der gået tre uger siden min psykiater udskrev medicinen til mig og jeg er endelig ved at få det bedre. Der er mere ro i min krop og meget mindre stress. Der er stadig opgaver i praktikken som skal laves og forpligtigelser jeg bliver nødt til at forholde mig til, men jeg har sagt til mig selv at nok må være nok. At det er okay at sige pyt til ting og prioriterer det vigtigste fremfor det hele. Det er okay at stoppe med at forberede mig på ting selvom jeg føler, at jeg ikke er helt færdig. Det er okay at tillade mig selv at holde fri når jeg har fri og ikke presse min krop til det yderste. Jeg behøver ikke at lære alt på én gang for hvem kan det? Det gør ikke noget, at jeg gør tingene forkert, for hvordan skal jeg lære af mine fejl, hvis jeg ikke laver nogle fejl. Det er okay nogle gange “at springe over, hvor gærdet er lavest” og det er helt okay at erkende, at jeg ikke skal derud, hvor min læring og min uddannelse bliver på bekostning af mit helbred. Men vigtigst af alt er erkendelsen af, at jeg gerne må synes jeg er sej, det er ikke forbudt faktisk at klappe sig selv på skulderen istedet for at slå sig selv i hovedet. Jeg er sej og da jeg startede på studiet for snart tre år siden troede jeg ikke på, at jeg kunne klare det, men se mig nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *