Når livet som vi kender det, pludselig ikke er her mere.

Kategorier Uncategorized

Når hverdagen som vi kender den pludselig ikke er her mere.
Når fremtiden ikke bliver, som vi havde forventet og håbet på.
Når nutiden fylder det hele ud, hver en sprække og hvert et hul
og alting pludselig synes at være fuldstændig forandret.

Jeg prøver inderligt at lytte til mit eget åndedrag,
men det er som om at det er anderledes end normalt.
Hvor det før fulgte en andens rytme og tempo,
har det nu kun lyden fra sit eget ekko at slå efter.

Alene i mørket.
Alene med mit eget åndedrags urytmiske,
urealistiske og uperfekte banken.
Alene kun med tankerne hos mig.
Alt er så stille og det gør mig bange.
Bange fordi jeg ikke ved hvad der skal ske.
Bange fordi jeg ikke længere er herre over min egen skæbne.
Bange fordi jeg ikke ved om jeg er nok.
Nok for dig, nok for os, nok til at udfylde den plads i dit hjerte
jeg engang så ridderligt havde erobret.

Det føles som om at mit hjerte er hevet ud af brystet på mig.
Som om at min mave konstant knuger sig sammen i krampetrækninger,
som om den ved at der er farer på færde.
Mine hænders rysten er konstant og ukontrollerbar
og mine tårer føles salte og utroligt sårbare.
Et skrøbeligt og ødelagt jeg.

Hvor er den dreng som plejede at sidde ved min side?
Som fik mig til at grine så mine mavemuskler gjorde ondt
og som tørrede mine kinder når mine tårer løb.
Hvor er den dreng som kender mig bedre end jeg selv gør?
Ham hvis blik jeg blot behøvede at kigge i et kort sekund
og så forstod vi hinanden.
Drengen som engang elskede mig over alt,
men som nu ikke ved om ‘at elske’ er nok.
Drengen som fik mig til at føle mig som det mest elskede menneske i hele verden,
men som nu har blottet sin sjæl for mig og vendt vrangen ud på min.

Jeg ved du sagde at alting nok skal gå,
men her sidder jeg tilbage,
alene og forladt.
Med mine følelser uden på tøjet og min sjæl tværret ud,
på hver kvadratmeter af min hud.
Nøgen og ensom.
Kun med minderne om en dreng jeg engang mindes var min skat.
En dreng jeg engang var så heldig at have,
men som nu har valgt at gå sin egen vej og efterladt tilbage er derfor kun jeg.

Man er to om at spille boldspil,
men alt for længe har jeg været centrum på mit eget hold.
Alt for længe har jeg været alene om at spille bolden rundt på banen.
Fortvivlet prøver jeg at kaste bolden derhen,
hvor du engang stod med armene strakte ud foran dig klar og parat,
men bolden lander hårdt på gulvet,
for nu er det kun min egen skygge der bliver kastet tilbage.

Min tandbørste står ikke længere ved siden af dens makker.
Dine uldne strømper fra Berlin er ikke længere at finde blandt mine strømpepakker.
Hvis jeg kunne ville jeg spole tiden tilbage til inden du blev kvalt,
men hvordan ved man hvor til man skal spole når man ikke engang ved, hvornår det gik galt?

Så når hverdagen som vi kender den pludselig ikke er her mere.
Når fremtiden ikke bliver, som vi havde forventet og håbet på.
Når nutiden fylder det hele ud, hver en sprække og hvert et hul
og alting pludselig synes at være fuldstændig forandret.
Så husker jeg på, hvad det var du sagde: “Bare husk at trække vejret Sandra.”
Og så føles det som om at det er det eneste jeg kan finde ud af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *