Jeg sidder i bussen på vej hjem fra psykiater.
Det er mørkt og koldt udenfor og gadelygterne er for længst blevet tændt.
Bussen kører den sædvanlige rute og mens jeg sidder trygt indenfor i det oplyste transportmiddel, bevæger mennesker i deres biler sig forbi på vejene udenfor.
Raket resterne fra nytårets fyrværkeri er ved at være væk og de små stumper af sølvpapir, som stadig ligger tilbage, er det eneste, som vidner om, at det er et nyt år.

Jeg kigger rundt omkring mig og observere mine medpassagerer.
Alle sidder med hovedet dybt begravet i telefonernes neon hvide lys, opslugt af et eller andet vigtigt program på skærmen eller en snapchat besked til vennerne.
Jeg vender igen tankerne indad og idet jeg drejer hovedet fra damen ved siden af mig, til den mørke glasrude på min anden siden, bliver jeg pludselig forskrækket.
Jeg ser mig selv spejlet i ruden og tænker, hvem er det spøgelse der stirre tilbage på mig?! Med et tomt blik i øjnene og nedadvendte mundviger. Med en ligbleg hud og ingen mimik at spotte i ansigtet. Er det mig?

Mine øjne er blanke, så blanke at man ville kunne spejle sig i dem. Det mindste vindstød ville få dem til at løbe i vand, men jeg gør alt for at holde tårerne tilbage.
Hvis jeg virkelig tog mig sammen ville jeg sikkert kunne fremtvinge et lille smil på mine læber, men til hvilken nytte? Smilet ville stadig ikke komme op til øjnene og spejlbilledet af mig selv i ruden ville stadig være tomt, udtryksløst, intetsigende, ligegyldigt. Som et spøgelse der kiggede tilbage på mig. Hvis ikke det var fordi jeg var så træt ville jeg gerne havde gjort et forsøg, men jeg orker det ikke. Ligegyldigheden har taget livet af mig.

Jeg kigger ned på min rystende hånd, “det er medicinen som får den til det” siger psykiaterens stemme i mit indre hoved. Langsomt tager jeg hånden op til ansigtet for at tørre dråben af sved væk, som løber langs min tinding. Angstens sved.
Samtlige lag tøj, jeg har på indenunder jakken er fugtige og klamme og klistrer sig til min hud. Jeg har lyst til at tage tøjet af og komme fri, men ikke engang dét orker jeg.

Jeg kigger igen rundt i bussen og bemærker pludselig, hvor mange der egentlig er med. Hvis jeg skulle af nu ville det kræve at mindst tre personer rykkede sig, så damen ved siden af mig kunne rejse sig, og jeg kunne komme ud. Jeg er fanget og tanken får mit hjerte til at banke hurtigere. Dets hårde slag får mine blodårer i halsen til at vibrere. Jeg føler jeg skal kaste op, men ved inderst inde godt at det bare er en fornemmelse fordi det føles, som om mit hjerte sidder i halsen på mig. Jeg klemmer øjnene sammen og prøver at fortrænge den store menneskemængde på den anden side af mine øjenlåg og tager så en dyb indånding. Luften når ikke længere ned ind til brystkassen før den igen bliver pustet ud og fornemmelsen af hjertet i halsen vokser og vokser. Jeg prøver at åbne øjnene, men trætheden tynger dem i og mens jeg sidder her, med lukkede øjne og sveden piplende af mig, kan jeg pludselig mærke damen ved siden af rykke uroligt på sig.

Min ligblege hud, står i skarp kontrast til min sorte jakke og i et desperat håb om, at min jakke har samme effekt som usynlighedskappen i Harry potter, graver jeg mig endnu længere ned i den. Jeg åbner øjnene op og ser nu, hvordan damen ved min sidde skuler ned til mig. Hendes læber skilles, som skulle hun til at sige noget og af frygt for at skulle tale finder jeg febrilsk min vandflaske frem fra tasken. Vandet løber koldt ned gennem halsen og taknemmelig for at damen ikke længere stirre på mig, tager jeg min angst medicin frem fra lommen og klikker forsigtigt en pille ud i hånden, fører den op til munden og sluger den.

Mine øjne er så forbandede trætte at de dårligt kan holde sig åbne, men samtidig kører min krop derudaf med 200 km/t. Hjertets hårde banken i brystet og halsen er så voldsom, at man skulle tro jeg kunne kaste hjertet op. Der er farer på færde, der er farer på færde. Om lidt dør jeg. Gør jeg ikke?

Og her sidder jeg så. I en bus på vej hjem, med tankerne kun fokuseret på én ting. Hvor meget jeg dog ville ønske, at jeg oprigtigt havde det godt. At den dumme Lithium medicin ville virke, som den skulle, og at jeg bare kunne slappe af og få ro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *