I sommeren 2015 blev jeg sygemeldt fra mit daværende arbejde i Notre Dame med det, som man kalder en stress relateret depression af svær grad. På daværende tidspunkt havde jeg egentlig nok været syg i lang tid men som så mange andre før mig, gemte jeg mig bag mit smil og mit hjælpsomme væsen, så jeg på den måde, hver gang nogle nærmede sig mit sande jeg og mine sande følelser pressede sig på, hurtigt kunne dreje emnet og begynde at spørge ind til, hvordan de havde det og på den måde “glemme” mig selv.
Denne taktik har jeg brugt i stort set hele mit “voksne” liv. En taktik som engang fungerede og hjalp mig men som også ødelagde mig i uendeligheder…

I mange år, blandt andet på grund af alt det med min far, lærte jeg, at min vej i livet var at hjælpe andre, lytte til andre, please andre, gøre andre glade og hele tiden ligge mig selv og mine problemer på hylden. På den måde behøvede jeg ikke at mærke efter, hvordan jeg selv havde det og derfor blev dette min måde at udskyde problemer jeg endnu ikke vidste fandtes men også min måde at passe på mig selv på.
Som årene gik, og jeg begynde at arbejde, benyttede jeg mig af samme strategi ved hele tiden at have 10 bolde i luften og en liste med projekter til langt ud i fremtiden, så jeg igen ikke behøvede at mærke mig selv. Jeg vidste jo desværre ikke bedre.
Da jeg i 2015 begyndte at få det dårligt(dårligere) ændrede min taktik sig også. Det var stadig de samme forventninger jeg havde til mig selv og mit arbejds niveau men måden jeg koblede fra på, var nu ved at græde når jeg endelig kom hjem. Ikke fordi jeg tvang mig selv til at græde men simpelthen fordi, at jeg ikke kunne lade være.
Tårerne fra en hel dag pressede sig på og ofte nåede jeg ikke engang hjem, inden gråden vældede op i mig men sad i bussen og hulkede for mig selv uden egentlig at vide hvorfor. Dette var min nye strategi og min nye måde at afreagerer på, for hvad andre ikke vidste og hvad jeg ikke selv vidste, eller ville indse, havde ingen jo ondt af.

Sygemelding blev til fyring

Jeg husker ikke særlig meget fra min sygdom men på et tidspunkt blev min tristhed så slem, at jeg begyndte at gå regelmæssigt hos min egen læge og det var hende, som efter flere ugers samtaler, endte med at sygemelde mig fra mit arbejde. Først lød sygemeldingen på 10 dage og jeg kan huske, at jeg stod på strøget på vej ind for at få lavet vippe-extensions for første gang, da jeg med utrolig dårlig samvittighed måtte ringe ind til min arbejdsgiver og fortælle hvad min læge, havde fortalt mig.
Jeg havde det så forfærdeligt. Aldrig har jeg undskyldt så meget over noget jeg et eller andet sted ikke selv kunne gøre for. Jeg græd og græd og i flovhed over folks lange blikke gemte jeg mig bag de høje bygninger og skumle sidegader.
Mit smil og min facade var ikke længere stærk nok til at holde sammen på det opløste væsen jeg var indeni.

10 dage blev til to uger, som blev til 1 måned, som blev til 2 måneder osv. Den ene dag tog den anden alt imens min sjæl og personlighed forsvandt mere og mere fra min krop. Jeg havde ikke længere lyst til at leve. Bare tanken om at være til gjorde så forfærdelig ondt og hver dag flød jeg bare længere og længere ned i et hul jeg ikke anede, hvor kom fra eller, hvordan jeg nogensinde skulle komme op af.

I september 2015 blev jeg opsagt fra mit arbejde med begrundelsen, at jeg havde haft for mange sygedage. Dér ramlede min verden fuldstændig sammen for selvom jeg et eller andet sted godt vidste, eller i hvert fald havde fået fortalt nok gange til at vide at der nok var noget om det, at det bedste for mig ville være at blive opsagt og dermed ikke skulle tilbage til arbejdet og den stressede tilværelse i Notre Dame, så havde min hensigt, min skjulte agenda fra første dag af, trods min sygemelding været, at jeg skulle tilbage til arbejdet og når jeg kom det, så var jeg rask…

Fra psykisk syg til rask?

Der findes ingen håndbog eller manual om, hvornår man er rask.
Der findes ingen læger som kan fortælle dig, at nu er du ikke længere psykisk syg.
Der findes ikke andet end gode råd, behandlings-tip, alternative muligheder, kognitiv terapi osv. Som måske, og kun måske, kan hjælpe dig på vej til at blive rask.
Jeg har brugt godt og vel 2,5 år på at blive rask og det er stadig ikke lykkedes mig. Jeg har gået til forskellige træningsforløb hos fysioterapeuter, gået til psykolog, psykoterapeuter, terapi, coaching, gruppeterapi, psykoterapi, tai-chi, psykiatere, meditation, yoga, kostvejledere, akupunktur, body Scannings osv. Listen er lang og selvom det alt sammen har hjulpet mig til bedre at forstå min depression føler jeg ikke, at det har hjulpet mig til at få det bedre.
I februar 2017 valgte jeg derfor at starte på studie og aldrig har jeg været så nervøs. På dette tidspunkt havde jeg været sygemeldt i næsten to år. Næsten to år hvor mit aktivitetsniveau var at skulle stå op og lave en smoothie til mig selv, til nu at skulle starte i skole blandt andre studerende og formå at lave lektier. Det var en kæmpe omvæltning og pludselig regnede folk med mig. Jeg var en del af noget større.

Det første halve år følte jeg virkelig at det gik fremad. Jeg havde nu noget at stå op til, noget at interesserer mig for og jeg følte, at jeg nu betød noget igen. Jeg var flittig i undervisningen, engageret i timerne, god til gruppearbejdet, klarede alle lektierne, opgaverne, prøverne og eksaminerne. Men så væltede det hele.

Medicinen

Al den medicin jeg var på skulle til at trappes ned og dette gav virkelig bagslag. Jeg havde i lang tid gået og tænkt på, eller mine forældre havde i lang tid sagt til mig, at det nok ikke var godt at være på så mange forskellige præparater samtidig men havde jeg vidst at det ville gøre så ondt at trappe ud af dem, så havde jeg aldrig gjort det.

Jeg gik fra at være på 375 mg Venlafaxin til 300 mg, til 225 mg og igen yderligere reduceret til 150 mg. Desuden blev jeg fra 50 mg Quitiapin reduceret til 25 mg og fra 10 mg Brintelix reduceret til 0 mg. På dette tidspunkt havde jeg allerede fået fjernet præparaterne Noritren, Mirtazapin og Litarex.
Det eneste præparat der ikke er ændret noget ved undervejs er mine 25 mg Atarax som jeg tager 3 x dagligt mod angst.
Min nuværende mængde af medicin er nede på 150 mg + 37,5 mg Venlafaxin samt 75 mg Atarex og jeg begynder atter at have de svære dage. Det er frustrerende og fortvivlende for det jeg allerhelst vil er bare at være rask og have det godt. Jeg føler at mit liv på antidepressiva er som en rutschebanetur hvis rute jeg ikke er herre over, hvis skinner jeg ikke ligger og hvis vogn jeg sommetider ikke sidder i.
Men jeg indser mere og mere at resten af mit liv må være et liv på antidepressiv medicin.

Som mine ord ovenover forhåbentlig illustrerer, har jeg været på et utal af præparater.
Det hele startede egentlig den dag jeg blev akut indlagt på psykiatrisk center Ballerup. Mine forældre blev kontaktet og efter aftale med dem, samt lægerne på stedet, valgte de at opstarte mig på præparatet Venlafaxin. Venlafaxin er på mange måder et rigtig godt antidepressiva men som så meget andet medicin har det bivirkninger og disse kom i form af selvmords tanker.

Selvmords tanker

Det værste ved selvmords tanker er ikke selve tanken om, at man vil dø, men tanken om at det er et tabu at sige det højt!
Disse tanker bliver næret og fodret af, at vi ikke siger dem højt og taler med nogle om problemerne og så kan vi se lige så fejlfri ud udenpå men inden i være plettede af sorg på vores skamfulde samvittighed.

Jeg kan huske, at en af mine bekendte fortalte mig om en artikel jeg skulle læse, som omhandlede det her med at have selvmords tanker. Jeg kan huske, at jeg fandt artiklen frem og begyndte at læse den omtrent tre sider lange artikel og midtvejs slog det mig pludselig, hvad det egentlig var jeg sad og læste om. Jeg læste om noget så forfærdeligt som selvmord men fordrejet i en vinkel som gjorde den smuk og medmenneskelig og med ét blev min opfattelse og skam ved at have selvmords tanker ændret.
Selvom selvmordets mulighed kan være en fortrøstningsfuld tanke for mig og af og til stadig er det, så rummer de selv samme forbudte ord i virkeligheden utrolig meget liv fordi de har fat i en nerve: At livet er hårdt, hvis man altså tør stoppe op og mærke efter, og den form for ærlighed og autenticitet er der da masser af liv i.
Artiklen lærte mig at døden er ægte og ærlig, og den er tilgængelig, hvis vi vil have den, før den vil have os men at det at have selvmords tanker ikke nødvendigvis behøver at betyde, at man vil dø.

Kampene 

Dette var én af mine største kampe mod bivirkningerne og nu føler jeg mig heldig over at have overlevet mig selv men en endnu større kamp var kampen mod psykiaterne som udskrev præparaterne som gav mig bivirkningerne.
Jeg har oplevet tre psykiatere på nært hånd hugge mere og mere af den søjle som jeg forgæves var støbt af. Den første I skal høre om er J, psykiater i Brøndby. Det var ham som viste mig det ene præparat efter det andet og langsomt fyldte mig med så meget medicin at et almindeligt menneske ville havde været død på stedet ved dets indtagen.
Den anden psykiater er P, en psykiater i København som udviser alt andet en autoritet og professionalitet og som ligefrem forstår at skræmme patienter væk inden første møde. Og så er det N, min nuværende psykiater på Nørrebro. Han laver måske den største fejl af alle da han formår at blande patienters journaler sammen og dermed forveksle patienters fortrolige viden med hinanden.
Alle tre psykiatere har medvirket til, at jeg har følt mig utryg, usikker, bange og udnyttet og det har derfor kun gjort det endnu svære at stole på dem og overlade min skæbne i deres hænder for Gud ved, hvad jeg dog har fået ind i mig af gift i pilleform.

Hvad min depression har givet mig

Jeg føler, at min depression har givet mig så meget igen. Jeg har lært at sætte pris på de helt små ting. Jeg har lært, at jeg er stærkere, end jeg selv tror og at jeg godt kan kæmpe mig igennem en sygdom. Jeg har lært at acceptere (med hjælp fra en masse sundhedsfaglige), at halvdelen af alle mine venner, omgangskreds, pårørende og familie ikke forstår det helvede, det er, at være psykisk syg. Jeg har lært mig selv at kende, og jeg ved nu, hvor jeg skal sætte mine grænser, så jeg ikke giver for meget af mig selv. Jeg har lært at læse andre mennesker og kan nu se, hvis de ikke har det godt og på den måde hjælpe dem. De ting er der nogle mennesker, der aldrig lærer, men jeg tror på, at de, der gør, får meget mere ud af deres liv og det i sig selv er en kæmpe gave. Jeg læste en gang i en artikel at det lige nu ikke er til at forstå men at der kommer en dag, hvor man vil se tilbage og være glad for at man har været syg. Jeg håber og tror på at den dag også kommer for mig.
Jeg har lært, at selvom jeg har venner, føler jeg mig stadig ensom. At ved begyndelsen af nye projekter eller studier, føler jeg mig usikker. At når kæresten rykker tættere på eller veninden bliver endnu tættere knyttet til én, så bliver jeg bange for at blive forladt eller såret, fordi jeg har så meget at miste men vigtigst af alt har jeg lært, at jeg ikke er psykisk syg men lider af en psykisk sygdom. Jeg ER ikke min sygdom men min sygdom er en del af mig.

Hvad jeg stadig har svært ved

Jeg har stadig utrolig svært ved at forklare folk, som ikke selv har prøvet det, hvordan det egentlig føles at være syg. Egentlig tror jeg at den bedste måde at forklare det på er ved at give et visuelt billede af det. Hvis man forestiller sig at have været ude for et ’Dementor’ angreb, som man ser det i Harry Potter filmene, hvor disse ’Dementorer’ suger alle minder, godt humør, håb og grundlæggende glæde ud af den de angriber og efterlader offeret bange, magtesløs, trist og uden håb tilbage. Dette visuelle billede er også noget jeg har læst i en artikel og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”præcis!”, da jeg læste det, så det må være det bedste billede jeg kan give af denne mentale sygdom, som hedder depression.

Jeg har også stadig svært ved at forklare andre, hvorfor jeg ikke lige har energi og overskud til at ses eller svare på en besked. Jeg kan ikke engang sætte ord på, hvorfor det er så svært men overskuddet er der helt enkelt bare ikke.

Forestil dig en hel almindelig hverdag.
Du står op, går i bad, reder sengen, finder tøj frem, tager tøj på, spiser morgenmad og gør dig klar til dagens projekter. Når du har fået ordnet dagens projekter kommer du hjem, du ryder lidt op, laver aftensmad, spiser aftensmad, ryder op efter aftensmaden, sætter dig og ser tv, spiser lidt frugt eller grønt, drikker en kop the, er på de sociale medier, gør dig klar til at sove, børster tænder, tager tøjet af, tager nattøj på, hopper under dynen og falder i søvn.
Læs så min hverdag.
Jeg vågner, kan ikke komme op, bliver liggende i sengen. Jeg kan ikke sove, græder, prøver at stå op. Jeg tænder fjernsynet og prøver at følge med i programmet men må slukke det igen. For mange indtryk. Jeg falder i søvn, vågner flere timer senere, indser, at jeg intet har spist eller drukket hele dagen. Står ud af sengen, finder et stykke frugt, begynder at græde fordi jeg ikke kan overskue at vælge, hvilket stykke frugt jeg skal spise. Dropper at spise noget, går i seng igen. Jeg vågner fordi jeg græder. Min krop er tung, mit hoved er stresset over ikke at vide hvad der sker, mit hjerte banker, mit bryst bevæger sig hurtigt frem og tilbage som følge af min hurtige overfladiske vejrtrækning. Jeg falder til ro men er ikke glad. Ligger mig til at sove igen, det eneste jeg kan finde ud af og overskue er at sove.

Kan du se forskellen?

Dette var, i lidt over 1 år, min hverdag. Det eneste formål jeg havde var at passe på mig selv og ikke engang dét, kunne jeg finde ud af.
Selvmord, selvskade, selvdestruktion…
Alle sammen begreber som pludselig fyldte alt i mit hoved.

Dette er heldigvis ikke mit hverdagsbillede længere, men det er en tid af mit liv som jeg ikke må undervurdere. Jeg kan jo godt se, når jeg læser det nu, at jeg har været virkelig langt nede og at mit aktivitetsniveau har været lig nul men dengang føltes det ikke sådan. Min krop var så stresset at den ikke kunne slappe af, så selvom dagene udadtil så således ud, kæmpede jeg indeni en umenneskelig kamp for at finde ro og det kan jeg til tider stadig gøre. Der skal virkelig ikke meget til, at jeg er fyldt til randen med indtryk og ikke kan klare flere. Og det er især i disse situationer, at jeg tager mig selv i, inden det hele slår klik, at tænke ”Nu går det galt” men ikke at gøre noget ved det. Mere vil have mere og når først jeg har haft en lille optur med et par enkelte gode dage, hvor overskuddet ikke har været helt i bund, så overbruger jeg af mig selv, af ”søde-Sandra”, hvilket efterlader mig som en brugt karklud på gulvet efterfølgende. Bogstaveligt talt. At gå fra optur til nedtur, eller omvendt, er så massiv en forandring, at det kan være svært at beskrive. I det hele taget er det bare utrolig svært at finde grænsen, at justerer mængden, og det går som oftest galt men i det mindste er jeg bevidst om, hvad der har været årsagen til mit totale energiunderskud og sammenbrud, hvilket er en kæmpe lettelse, for at være oprigtigt ked af det uden at vide, hvorfor, er ulideligt både for én selv og for dem omkring dig.

Hvorfor skriver jeg denne historie?

Det er vigtigt for mig at fortælle, at jeg ikke skriver dette ned for at I skal have medlidenhed med mig eller ondt af mig. Men blot for at forklare, hvorfor jeg ikke altid svarer. Hvorfor jeg ikke altid kan ses. Hvorfor jeg ikke altid er den I håber på, at jeg er og hvorfor jeg ikke er den jeg selv ønsker jeg kunne være.

Alle håb, drømme, ønsker, mål, forventninger jeg havde til mig selv har jeg måtte udelade udelukkende af den årsag, at jeg ikke har kunnet det. Mentalt har jeg ikke været i stand til at leve op til dem og det bliver jeg måske heller aldrig. Dette er realiteten, og denne realitet har jeg, sort mod hvidt, måtte se i øjnene og erkende og det er svært, for de forhåbninger du har for dit liv er dannet og illustreret af, hvem du er.
Derfor har jeg ofte følt, at jeg har løbet et uendelig maraton mod mig selv. Både mod hvem jeg er, hvem jeg ønsker at være men også mod hvem jeg prøver at være og hvem jeg burde være.

Jeg så engang en film, hvor hoved personen sagde disse ord: “Do you know what insanity is? It’s to be told who you are and knowing who you are. Guess who wins.” Og det er bare så sandt som det er sagt.

I sandhed en gave og en forbandelse

Som jeg fortalte tidligere er mit lod i livet, at hjælpe andre. Men selv samme formål har ført mig til, hvor jeg er nu. I sandhed en gave og en forbandelse.
Hvis jeg havde kunnet sige fra, vise modstand, sige nej og faktisk stå ved det. Hvis jeg havde turdet mærke efter og mærket, at jeg ikke havde det godt. Sagt at nok, måtte være nok og lade det være nok. Hvis jeg havde gjort dette var jeg måske ikke blevet syg?

Med andre ord, er mit gavmilde og pleasende væsen, grunden til, at jeg er endt her. Derfor har én af mine største målsætninger selvfølgelig også været, at lære at sige fra. At sige nej. Men at være sød og smilende ligger også bare til den jeg er og laver jeg om på dét, så mister jeg mig selv.
Derfor har jeg, som sagt, ofte følt, at jeg har prøvet at løbe fra hvem jeg er. Som at løbe fra, at man har blå øjne. Det kan man ikke og det har lidt været samme forvirrende, ambivalente følelse jeg har stået tilbage med. At vide hvem du er og at få fortalt, hvem du skal være.

Det her er mig

Jeg har nu indset, at jeg ikke skal lave om på mig selv men om på mængden af mig selv. Om på mængden af ”søde-Sandra”.
Jeg bliver aldrig den samme, som jeg var, før jeg blev syg af en depression. Fordi jeg ved, at min medicin virker ved at øge mængden af signalstofferne serotonin og noradrenalin, som har betydning for impulsoverførslen i hjernen, vil jeg altid tænke, at mine sanseindtryk opfanges i et sikkerhedsnet, hvor de bearbejdes og sorteres, så det produkt der kommer ud, og opfattes i min bevidsthed, er en tand mildere end det virkelige indtryk. At alt, jeg opfatter med mine fem sanser, er gjort lettere spiseligt. Men det er okay. For jeg havde ikke overlevet uden Venlafaxin. Jeg havde ikke været den, jeg er i dag. Den virkelighed, jeg lever i i dag, har hele spektret af følelser. Tydeligst er kærligheden til menneskerne omkring mig, og især de, der har givet mig mentalt ly, imens intetheden raserede mit indre og det eneste jeg kunne tænke på var befrielsen ved ikke længere at leve.
Når man er så syg, som langt de fleste, der lider af depression til tider er, er man alligevel så langt fra virkeligheden, at det er svært at producere noget overhovedet. Selv det at skrive til nogle er et uoverskueligt projekt.

Derfor er jeg glad på antidepressiver, en hårfin grænse, der holder de værste ubehagelige og dumme tanker væk, og som sørger for, at det stadig er 99 procent Sandra, der er til stede, og ikke 0 eller 1.000.

Som min gamle bekendte fra folkeskolen, som lider af skizofreni, engang skrev: ”Til tider er man bare nødsaget til at gå på kompromis med virkeligheden.” Og det er, hvad jeg gør. Dette er i kølvandet af hele mit sygdomsforløb min nye drøm, og den skal nok gå i opfyldelse for jeg er klar til at kæmpe den sidste måned, det sidste år eller for evigt.
Fordi jeg kan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *