Hvorfor skal det være så svært at gøre andre glade?

Kategorier Tanker fra en Psykisk syg

” Som en tsunami rammer tristheden én, hvor man mindst ventede den. Den ødelægger, destruerer, sletter aller spor af håb, ønsker og drømme. ‘Overskud’ er et fremmed ord, hvis tilstedeværelse forlængst er blevet glemt og i et forgæves forsøg på at lytte til de rester af fornuft der er tilbage, aflyser jeg vores aftale. Men det giver mig ondt i maven, for det er velvidende at det nok ikke vil gøre dig glad, og ganske sandt… Nu har jeg ødelagt endnu et menneske og sørget for at de er løbet så langt væk fra mig, som overhoved mulig. ”

At redde de tråde ud, jeg så fortrøstningsfuldt har viklet sammen i min desperation for ikke at ende ud i en ny depression, kan være næsten umuligt, hvad enten det er en aftale jeg har aflyst, et besøg jeg har droppet eller en telefon samtale jeg har måtte udelukke. For hvordan forklarer man lige: “Det er ikke fordi jeg ikke ville se eller snakke med dig, jeg kunne bare ikke”.
Jeg har mistet SÅ mange i min omgangskreds efter jeg fik min depression tilbage i 2012, men selv dem jeg har tilbage formår jeg ikke engang at holde ved lige.

Jeg kæmper med at skulle vælge mellem mig selv eller andre. Prioritere deres lykke og sundhed eller min egen, og det gør mig sur. Sur fordi jeg fandeme har det svært i forvejen og ikke synes at det er fair, at jeg også skal belastet med dette.
Jeg kæmper med de krav min omgangskreds stiller mig. Urimeligt høje krav, som jeg på ingen måde kan leve op til og det er de krav, som åbenbart skal være med til at definere hvem jeg er, hvad jeg kan og ikke kan, og hvornår jeg er god nok og ikke er det.
Det er en kamp, som jeg hver dag er tvunget til at se i øjnene.
En kamp, som hver dag får mig til at genoverveje om det at lytte til mig selv og mærke efter, overhoved er det værd.
Det er en kamp, som følger mig i alt, hvad jeg gør og problematiserer alting.

Hver dag står jeg på kantet af bladets skarpe knivsæg og balancerer mellem tre udfald. Skal jeg læne mig til højre og lade mit manglende overskud afgøre udfaldet, selvom det resulterer i at alle andre bliver skuffede og sure? Skal jeg læne mig til venstre og lade alle andres glæde afgøre dét velvidende, at jeg højst sandsynlig vil græde mig selv i søvn fordi jeg har brugt af det tomme overskuds-overflødighedshorn? eller skal jeg lade mig falde ned og ramme knivsægget og langsomt lade mig selv snitte midt over indtil hele min krop er delt i to lige store stykker, så halvdelen af mig altid kan lytte til andre og den anden halvdel til mig selv?

Jeg ville ønske jeg kunne gøre alle glade og gøre de ting de gerne vil have mig til, men det kan jeg bare ikke, for det ville resultere i, at jeg ikke lyttede til mig selv og endte med at “overbelaste” mig selv igen, hvilket jeg har gjort så mange gange før…
Det er virkelig svært at skulle finde en middelvej mellem at gøre andre glade og ikke at belaste mig selv, for jeg er godt klar over, at jeg ved at lytte til mig selv gør andre kede af det, og bare tanken om det ødelægger mig. Det er ALDRIG sjovt at skulle melde fra. Jeg gør det ALDRIG af glæde, af dovenskab eller af had til jer. Jeg gør det ALDRIG fordi jeg har lyst til at skuffe jeg med vilje. Jeg gør det UDELUKKENDE fordi, at jeg ikke kan andet og dét, at jeg endelig har indset den kendsgerning er en kæmpe ting i sig selv, for det tog mig virkelig mange år at forstå og endnu længere tid at acceptere.
Jeg er født til at være mig. Søde, kærlige, omsorgsfulde mig. Jeg er født til at være den pleaser jeg er, men mit pleaser hjerte gjorde mig syg og nu er jeg dømt til at leve videre uden mit pleaser gen og det er plaseren i mig, som konstant har dårlig samvittighed over ikke at kunne please jer og så er der min fornuft, som konstant skælder mig ud, hvis ikke jeg lytter til den. Det er umuligt at gøre alle glade…

Jeg har gravet min egen grav og sommetider er tanken om bare at ligge sig ned i den og lade jorden dække én, centimeter for centimeter, indtil, der ikke er mere Sandra tilbage, bare meget lettere, for sandheden er, at jeg er en skuffelse for det liv jeg så heldigt er blevet tillagt og hvis jeg dog bare kunne ændre på mig selv – så ville jeg ændre, hver en centimeter til det bedre. Hver en hjernecelle til noget klogere. Hver en nerve til noget stærkere. Men så igen, hvad forskel ville det gøre? “Selv superwoman behøver sommetider supermans sjæl”. Sådan synger Sia i sangen ‘Helium’, og hvis selv superwoman ikke kan klare alting selv, hvordan i al verden skulle jeg så kunne?

Tristhed, angst, ensomhed. Tre fællesnævner for mit liv.
Jeg bliver trist på grund af depressionen, melder fra på grund af angsten og bliver ensom som følge af frameldingen.
Tristhed og depression, går hånd i hånd, lige som angst og ensomhed, går hårdt i hånd.
Du kan får depression af at være trist, og blive trist af at have en depression.
Du kan få angst af at være ensom, og blive ensom af at have angst.
Jeg har f.eks. fået angst overfor at snakke i telefon. Jeg tror det startede i takt med, at jeg blev sygemeldt fra mit job i Notre Dame og hver morgen og aften skulle ringe og melde mig fortsat syg. Følelsen sidder åbenbart stadig i mig. Den dårlige samvittighed, og jeg forbinder nu dét at snakke i telefon med noget dårligt. Jeg kan ikke forklare præcis hvordan det føles eller på hvilken måde det er, men angst, det får jeg. Og hvordan fortæller man så lige til ens kære at de ikke kan ringe, da jeg ikke kan tage den, det forstår de jo ikke. Hvis nu bare alting var skruet sådan sammen, at kendskab til angst og andre psykiske sygdomme var et obligatorisk fag i folkeskolen, så alle vidste og kendte til de forskelige symptomer og reaktioner.
Det ville gøre det SÅ meget lettere ikke hele tiden at skulle belære og forklare sig overfor andre.
Men nu, hvor vores samfund desværre ikke helt er skruet sådan sammen, selvom vi nærmer os i stigende grad, hvad kan jeg så gøre for at alle i min omgangskreds bedre kan forstå?

En klog person fortalte mig, at jeg skal lade dem, som betyder noget for mig, vide, hvordan jeg har det. Dét kan man nemlig forholde sig til fremfor et afbud eller et manglende opkald. For ved bare at melde fra til ting mister dem, på den anden side, lysten og vigtigst af alt håbet, til at bibeholde kontakten med mig, hvis de hver gang får et afbud, og hvem ville ikke føle sådan?
Jeg skal derfor prøve at lave færre aftaler og så prioritere de få aftaler jeg har.

Jeg skal Starte i de små, meget små, for det er nemmere at kæmpe videre efter en succesoplevelse end efter et nederlag. Og så skal jeg forstå, at det vigtige ikke er at holde alt ved lige hele tiden, men at holde mulighederne åbne og vælge dem til, når jeg kan overskue og magte dem, og ikke når de kommer til mig.

Jeg skal være ærlig, ærlig omkring hvad jeg føler, for hvis dette er mit udgangspunkt for alle mine handlinger, så er mine undskyldninger ved at melde fra og aflyse, helt overflødige, for mine nærmeste vil vide, at jeg er belastet, og at jeg nok skal sige til, så snart jeg har overskud. Jeg skal gøre mine planer tydelige, så de er til at føre ud i livet, på præcis den måde, som passer mig bedst.

Dette er selvfølgelig lettere sang end gjort, i hvert fald for mig, og jeg kunne skrive 1000 indlæg om, hvor besværligt jeg har ved det, men alfa og omega lige nu er, at jeg IKKE kan, eller skal, gøre alle glade hele tiden ved at ses, men ej heller skal ødelægge og lukke af for muligheden for at ses med dem. På den måde kan jeg ses med dem alle, i mit eget tempo, alt afhængig af, hvordan mit humør er og det er en vigtig erfaring at tage med sig videre i livet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *