Jeg er en pige på 24 år.
Jeg bor i København, på Nørrebro, sammen med min kæreste Jakob, som jeg efterhånden har været sammen med i 4,5 år. Vi købte sammen lejligheden tilbage i september 2016 og har sidenhen opbygget vores eget lille hjem. Et hjem som fungerer som mit frirum.
Jeg går i skole på Metropol, hvor jeg læser til ergoterapeut på 3. semester. Et studie som på mange måde har alt hvad jeg går og drømmer om men som alligevel bringer mig i tvivl om, om det egentlig er mig…

I sommeren 2015 blev jeg sygemeldt, fra mit daværende arbejde i Notre Dame, med det som man kalder en stress relateret depression af svær grad. På daværende tidspunkt havde jeg egentlig nok været syg i lang tid men som så mange andre før mig, gemte jeg mig bag mit smil og mit hjælpsomme væsen, så jeg på den måde, hver gang nogle nærmede sig mit sande jeg og mine sande følelser pressede sig på, hurtigt kunne dreje emnet og begynde at spørge ind til, hvordan de havde det og på den måde “glemme” mig selv…
Denne taktik har jeg brugt i stort set hele mit “voksne” liv. En taktik som engang fungerede og hjalp mig men som også ødelagde mig i uendeligheder.

Så hvem er jeg?
En sød, smilende pige, som er hjælpsom og vil alle det bedste. Eller en ked af det pige, som har givet op på livet og desperat leder efter livets glæder i det sorte tomrum som min sjæl er?

Jeg har oprette denne blog for at blive klogere på mig selv. For at kunne give slip på de tanker som plager mig og æder mig op indefra. For at få et overblik over, hvad det vil sige at være psykisk syg i virkelighedens barske verden og for måske, men kun måske at kunne hjælpe andre som har det på samme måde som jeg selv eller går igennem nogle af de svære perioder, som jeg selv har været igennem. I er ikke alene. En viden jeg ville ønske, at jeg havde haft da jeg havde det aller værst og følte mig aller mest skrøbelig og syg.
Jeg håber derfor, at jeg med denne blog kan give dig, såvel som mig selv, en bedre forståelse og indsigt i, hvordan jeg har det, hvordan det føles at leve med en psykisk sygdom, hvorfor man ikke altid giver lyd fra sig eller har tid, lyst og overskud til at se sine venner og familie og sidst men ikke mindst for at fortælle nogle derude i det store blå, at de ikke er alene, for hvorfra skulle de vide det, hvis ikke jeg fortæller dem det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *