En depressiv fase

Kategorier Mit liv lige nu

Jeg har de seneste mange uger, eller for at være ærlig, de seneste mange måneder, ikke skrevet noget herinde og sandheden er, at jeg ikke ved, hvorfor.

Jeg har ellers haft masser af øjeblikke jeg kunne skrive om, såsom dengang jeg var i biografen med min kæreste for at se The Endgame og endte med at få et så voldsomt angstanfald, så jeg tilsidst måtte ligge mig til at sove inde i biografen, eller dengang, for ikke så længe siden, hvor jeg trods, at jeg ingen medicin var på, formåede at få 12 til eksamen. Der er sket så mange positive og negative hændelser, som jeg hellere end gerne ville dele herinde, i mit såkaldte frirum, men alligevel sidder jeg nu og ikke rigtig ved, hvad jeg skal skrive om. Jeg har en længsel efter at fortælle, hvordan jeg går og har det, men samtidig er det så hårdt at sætte ord på ens mentale tilstand og så hårdt at skulle se virkeligheden i øjenene og konfronteres med den, af alle de bekymrede sjæle, som måtte læse dette…

Jeg åbner forsigtigt min computer og skriver ‘Sandrasunivers.dk/admin’ i menulinjen øverst på skærmen. Jeg trykker på det endnu ikke navngivne dokument og åbner op for mit nuværende indlæg. Jeg prøver at tilføje en smule til den allerede eksisterende tekst, men bogstaverne flyder sammen og forvrænger teksten jeg er i færd med at skrive. Jeg læser ordene igennem og sletter så det hele igen. Sådan har jeg gjort 3 gange indenfor den sidste time.  Jeg lukker computeren i, og lukker øjnene. Forvirret over, hvad det præcis er jeg prøver at fortælle.
Tankerne strømmer igennem mit hoved og inden den ene tanke er tænkt færdig er den næste allerede begyndt. Jeg hviler ansigtet i mine hænder i et forgæves forsøg på at gemme mig fra den omverden jeg ikke længere vil acceptere. Og så pludselig, uden varsel, bryder min verden sammen. Tårerne triller ned ad mine kinder og min ellers triste grundfølelse erstattes af en uigenkaldelig afmagthed. 

Jeg er i det man ville kalde en depressiv fase og jeg kæmper med tanken om, at lade mig indlægge på en psykiatrisk afdeling. Jeg ved, at jeg er langt nede for ordene min sygeplejerske og psykiater sagde til mig så sent som i sidste uge hænger stadig fast i mit hoved: “Det er okay Sandra, det er okay at lade sig indlægge. Lige nu kæmper du en gennemgribende svær kamp, det kan vi se på dig, men du skal huske på, at den på et tidspunkt stopper og imellemtiden er det okay at accepterer, at man har behov for professionel hjælp. Vi vil være mest rolige, hvis du lod dig indlægge og vi dermed vidste, at du var i sikre hænder.”

Når man er bipolar plages man af faser, hvor depressive eller maniske symptomer kommer til udtryk. Men ligesom ordet ‘fase’ beskriver, er det en periode man går igennem lige nu, men som på et tidspunkt slutter.
Lige nu ville jeg ønske at dét tidspunkt ville komme. At jeg ikke længere behøvede at begive mig rundt i det helvede jeg lige nu synes verden er. At mine tanker og følelser ikke skulle plages af tristhed, ligegyldighed og uvished. At jeg ikke behøvede at putte en facade på hver eneste gang jeg begav mig uden for en dør eller hver gang jeg sås med venner og veninder.

Jeg deltager i sociale arrangementer, selvom jeg ikke kan overskue det, af frygt for at være i mit eget selskab. Jeg smiler og griner, men ligeså sjovt jeg har haft det når jeg var ude ligeså hårdt har jeg det når jeg kommer hjem. Når jeg har det sådan her føles det som om, at jeg rammer bunden hver eneste dag. Jeg bruger timer på at hive mig selv ud af sengen, komme igang med dagen, for så at ligge mig igen og så starter en ny dag og det eneste jeg kan gøre at at bede til og håbe på, at den nye dag vil blive bare en smule bedre end den foregående.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *