En af de svære dage

Kategorier Uncategorized

Klokken er 20:05. Mit hjerte hamre hårdt i brystet på mig, hvilket er det eneste som fortæller mig, at jeg er ved bevidsthed. Mine tanker er gået i stå. Mit blik falder på et tilfældigt objekt på bordet og fæstnes ved det. Jeg ligger ikke mærke til, hvad det reelt er jeg kigger på. Jeg stirre blot på det uden at overveje dets former, farver eller formål og lader mig atter suges ind i min egen lille boble alt imens, at menneskene omkring mig fortsætter deres gøren. Deres snak er umulig for mig at forstå. En slags lav mumlen som kan høres i det fjerne. Mine sanser lader ikke indtrykkene sive ind i. Jeg sidder blot dér for mig selv, helt stille. Stirre blot på den tilfældige ting på bordet.

Det digitale ur viser 20:06. Minutterne snegler sig frem i et tempo som er nærmest ikke-eksisterende.
Mine følelser sidder uden på tøjet. Det mindste indtryk er nok til at vælte læsset. Den mindste tanke er nok til at glasset flyder over. Den eneste følelse jeg føler er tristhedens intetsigende tomhed og den har bidt sig fast på mig som en tæge på et rovdyr.
Mit blik flakker. Finder et nyt offer for min tomme stiren.

En tanke siver ind under huden på mig. Ind under boblens gennemsigte overflade. Den starter på samme ligegyldige måde som mit stirrende blik. En slags, jeg er her men du registrerer mig ikke måde. Tanken vokser, næres af, at være det eneste indtryk som bearbejdes.
“Jeg betyder ikke noget. Jeg er ligegyldig.”

Tristheden fylder tomrummet inden i mig ud. Tårerne vælder op i mig og fugter mine stirrende øjne. I panik for at andre skal se noget prøver jeg at fokuserer på noget andet. Bare et eller andet men det er som om, at det eneste jeg kan fokuserer på er tristheden. Som om min krop kræver, at jeg reagerer på dens symptomer. Jeg blinker de værste tårer væk og sætter mig i en ny stilling, en ny position. Jeg finder et nyt objekt og lader mit blik stirre stift på det. Mine tanker er atter gået i stå og det eneste der indikerer, at jeg er tilstede, er mit hjertes hårde pumpen.

Klokken er 20.07 og jeg vil gerne bare væk. Langt væk.

Sådan føles det at have en depression. En konstant følelse af, at være ufattelig ked af det men samtidig ikke kunne være i stand til, at fortælle hvorfor. En yderst ubehagelig sygdom som får én til at føle sig så ubetydelig og ligegyldig. Den minder mig om, hvor godt alle har det, lige på nær mig. Den sammenligner mit eget indre med andres ydre og illustrerer at andres liv er en dans på roser alt imens mit eget liv er en dans på torne og kun torne.
Den fjerner farverne fra mine omgivelserne og efterlader min verden i sort og hvid. Den manipulerer med mine tanker og efterlader den med intetheden, tristheden og ligegyldigheden. Den fjerner styrken fra min krop og efterladen mig opbrugt på gulvet i entreen.
Tilbage er en ked af det pige. En trist Sandra som ikke kan forstå, hvorfor at denne umenneskelige og ubarmhjertige sygdom skulle ramme lige netop mig…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *