Det her er min hverdag. Mit liv.

Kategorier Endnu et medicin skift

Det er tirsdag eftermiddag og jeg sidder på en cafe i indre by.
Klokken er 13.48 og selvom det er eftermiddag, så er dagen, for mit vedkommende, kun lige startet. Jeg vågnede sent, omtumlet og forvirret over, hvorfor jeg ikke havde hørt min alarm. Men her sidder jeg så, på en cafe og drikker min sædvanlige kaffe latte og prøver at mindes, hvad jeg lige har hørt. Jeg har været til møde med min psykiater Kasper, og han besluttede, at jeg endnu engang skulle starte på et nyt præparat. I årenes løb har jeg været på meget forskellig medicin, så at skulle starte på et nyt burde egentlig ikke skræmme mig, men det gør det. Hvert enkelt præparat har deres egne bivirkninger, så selvom jeg efterhånden er blevet ret klog på de forskellige typer medicin, så kan jeg aldrig vide mig 100% sikker på, hvad netop dette stof gør ved mig. Jeg ved at der findes depressiv medicin og antipsykotisk medicin. Begge slags har jeg prøvet. Det depressive medicin bruges sjovt nok til depressioner mens det antipsykotiske bruges til at begrænse psykotiske tilfælde, såsom manier. Disse typer medicin kaldes også stemnings stabiliserende medicin, fordi, de ligger en dæmper på ens generelle følelser. Forestil dig at dit hoved er pakket ind i madfilm. Det giver din hjerne muligheden for at tænke tanker, men ikke muligheden for reelt at føle følelserne, som er forbundne med disse tanker. En rar sammenligning ikke.

“Du gør det ikke let for mig, Sandra” siger psykiateren.
“Det ville da også være kedeligt, hvis jeg gjorde det” siger jeg med et smil på læberne, men psykiateren gennemskuer mig hurtigt. Det var ikke en joke, men en hentydning. “Men bare rolig, derfor giver jeg jo ikke slip på dig” siger han.
“Mmmh” svarer jeg tilbage med tankerne fokuseret på noget helt andet…
Jeg prøver at komme i tanke om, hvor mange slags medicin jeg efterhånden har været på og sidder med hænderne under boret og prøvet at tælle med fingrene. 1, 2, 3… 6, 7, 8… 10. Ti præparater. Ti forskellige medicin typer. Kan det virkelig passe? Jeg har været på Vanlafaxin, Brintellix, Noritren, Quetiapin, Mirtazapin, Olanzapin, Atarax, Lithium, Latuda og nu også Abilify. Jo, det passer. Jeg lukker øjnene og tager mig til halsen. Kvalmen stiger og jeg synker hårdt og højlydt mens tårerne begynder at trille ned ad mine kinder.
Han kigger på mig og spørger om jeg er okay? og uden at tænke over det flyver ordene ud af munden på mig: “Bliver jeg nogensinde rask?”.


Hvorfor mig?

Jeg prøver at gennemskue, hvorfor det netop er at mit liv skal være så fucked op. Hvorfor mig? Jeg har ikke lyst til at mærke nogen berøring. Har ikke lyst til at mærke noget som helst. Jeg har ikke lyst til at skændes, grine eller føle noget overhovedet. Jeg har ikke lyst til at mærke et kys eller et kram. Har ikke engang lyst til at elske igen. Jeg har ikke lyst til at snakke, eller sige nogen lyde. Jeg har ikke engang lyst til at en ny dag skal starte, hvis det skal være på den her måde.

Hvad jeg dog ikke ville opgive for bare at få det godt igen.

Spørger man psykologer vil de sige, at det skyldes opdragelsen eller problemer fra barndommen. Spørger man psykiatere vil de sige, at det skyldes manglende lykkehormoner i hjernen. Spørger man terapeuter vil de sige, at det skyldes forkerte valg og fra-valg i livet og altså en struktur med ubalance. Nogle gange, når jeg snakker med andre mennesker, om min sygdom, så tager jeg mig selv i at prøve at finde en slags facit eller årsag til, hvorfor jeg blev syg, og det kan jeg ikke. Det er der ingen der kan.

Hvem er jeg?
Jeg er fanget. Som fluen i et edderkopperspind. Jeg sidder fast, ude af stand til at komme fri. Jeg kæmper med alle kræfter jeg har, men jo mere jeg kæmper, jo længere ned i spindet falder jeg. En eller anden, hjælp mig.
Jeg skifter mellem at være deprimeret og manisk, manisk og deprimeret. Og indimellem opstår følelsen af intethed. Af ligegyldighed. Apati, kalder de kloge det, og når dette sker, er jeg på en måde uimodtagelig eller ligeglad med aspekter af følelses-, socialt eller fysisk liv. Jeg er bare ligeglad. ligeglad med mig, og ligeglad med livet. Som en slags zombie vandrer jeg bare rundt i Københavns gader, men jeg ser ikke noget, jeg føler ikke noget og jeg tænker ikke noget.

Jeg er blevet diagnosticeret Bipolar og det er faktisk først nu, godt og vel 2 måneder efter, at jeg forstår, hvad det vil sige. Jeg bevæger mig rundt i to forskellige tilstande. Den ene er den depressive tilstand, hvor min krop er faldet sammen. Mine skuldre er opgivende trukket nedad, hovedet sunket, øjnene lukkede. Mine mundviger er nedadvendte og min stemme taler sagte. Jeg holder måske ligefrem om mig selv, som tegn på at finde tryghed. Dette er mine kropslige/fysiske symptomer.
Derudover har jeg nogle tanker, en overbevisning. “Jeg dur ikke til noget”. “Jeg kan ikke finde ud af noget”. “Jeg giver bare op for det lykkes alligevel aldrig”, og til slut har jeg mine følelser. Jeg føler mig trist, ked af det. Ødelagt, ofte uden vished om, hvad årsagen skyldes. Disse tre ting; de kropslige symptomer, følelserne og tankerne, karakteriserer min ene tilstand.

Min anden tilstand er så den maniske tilstand. Her er min krop opløftet, nærmest flyvende. Mit kropssprog er åbent og imødekommende. Jeg taler højlydt og pådrager mig en masse opmærksomhed. Jeg er på. Hjælper andre, uddeler erfaringer, tanker, og løsningsforslag. Jeg er glad, smilende, leende. Alt dette er mine fysiske kropslige symptomer.
Mine tanker, eller min overbevisning er, at jeg kan noget. Jeg fungerer. Jeg hjælper andre og det er meningsfuldt for mig. Jeg styrer det shit her, og så er der mine følelser. Jeg er glad, nærmest lykkelig. Jeg føler mig ophøjet og fyldt med energi.

Mit liv er styret af to intense tilstande. Så intense, at jeg ikke kan komme fri af dem.


Er jeg min sygdom eller er min sygdom en del af mig?
Jeg ved godt at ikke alle forstår, hvad det vil sige at være psykisk syg. Jeg ved ikke engang om jeg selv gør?
Men for mig kan dét at være psykisk syg sammenlignes lidt med at lide af migræne. Jeg ved ikke om du lider af det, men hvis du nogensinde har prøvet, at have et anfald, så ved du også, hvor invaliderende det er. Den dunkende smerte, hvis blotte eksistens er nok til at få én til at ønske sig langt langt væk. Dens medskyldige ubarmhjertelige ledsagersymptomer, som viser sig i form af lys og lyd forstyrrelser og gør én overfølsom overfor næsten alle udefrakommende stimuli. Kvalmen, opkasten, ubehagen. Migrænen kan ødelægge hele ens dag, ja sommetider hele ens uge. Migrænen kan ramme alle køn og kan komme i alle aldre. Migrænen kan variere i styrke, kraft og i varighed. Migrænen kan være arvelig men ikke nødvendigvis. Den kommer uanmeldt og uden sammenhæng, for pludselig er den der bare, og så ville man ønske at den smerte den påfører én aldrig vil komme igen og man vil gøre nærmest ALT for at undgå den. Tænk så på, hvad psykiske sygdomme indebærer. Kan I se ligheden?

Som sagt er jeg ikke sikker på, at jeg selv forstår, hvad det vil sige at være psykisk syg, og hvis jeg tænker mig rigtig godt om er svaret nok, at det gør jeg ikke. Så selvom jeg godt kan sammenligne dét, at være psykisk syg, med en almindelig lidelse, såsom migræne, så er der så mange andre ting ved den psykiske sygdom, som jeg stadig ikke forstår, men størst er den forvirring der sværmer omkring spørgsmålet om, hvorledes jeg ER min sygdom eller min sygdom er EN DEL af den jeg er, for selvom alle siger at det er det sidste, så føles det ærlig talt mest, som det første… 

Men okay, hvad ved jeg – Jeg ved jo ikke engang, hvad det vil sige at være psykisk syg? (Sagt af én, som lever med en psykisk sygdom, hver evig eneste dag), så, hvordan i al verden kan jeg forvente, at alle andre forstår det?
Sandheden er, at jeg ikke længere har lyst til at forstå. Jeg vil bare være fri. Fri fra den. Fri fra kampene. Fri fra frustrationerne. Fri fra det hele. Hvis jeg dog bare kunne være fri.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *