Det er ikke kun det fysiske af vores krop, som påvirkes af virussen, det er også det psykiske.

Kategorier Mit liv lige nu

Det er onsdag den 15. april, men for mit vedkommende kunne det lige så vel havde været, en hvilket som helst anden dag i ugen. Jeg har ikke længere nogen tidsfornemmelse og dagene smelter egentlig bare sammen. Jeg er, ligesom tusindvis af andre danskerer, blevet fanget i Corona isolationen (eller som jeg kalder den, Corona helvede). Jeg er i gang med at skrive min bachelor, som skal afleveres i starten af juni, og det som skulle havde været ét af de bedste år i mit liv – året, hvor jeg blev færdiguddannet og beviste overfor mig selv og hele verden, at jeg kunne – bliver på ingen måde som jeg havde forventet, og det slår mig fuldstændig ud. Det føles som om jeg har været med i en boksekamp. En kamp, som jeg i mange måneder har gået og forberedt mig til, og når kampen så endelig går i gang, så bliver jeg knockoutet i første runde. En ubeskrivelig følelse af afmagt og meningsløshed. Og det værste ved det hele er at min egoistiske tankegang kun ænser, hvad der foregår foran mig egen lille næsetip. Jeg ved godt at ALLE bliver påvirket af den tilstand vi er i lige nu, og at det ikke kun er mit liv, som har taget en uventet drejning, men jeg er bare så vred. Vreden trækker tristheden med sig og sammen fylder de to så meget, at jeg dårligt har plads til at skænke andre og deres frustrerende tilværelser en tanke. Bitterheden over hvor uretfærdigt det er, at jeg som har kæmpet tre hårde års kampe for at nå, hvor jeg er nu, skal stå til takke med det her, bruser op i mig og raserer mit indre. Vælter mig omkuld med vindstyrke 15 på Chili Klaus’ chili skala, og får min krop til at slå knuder på sig selv. Jeg skammer mig over at føle de følelser jeg føler, men trøster mig selv med, at jeg nok ikke er den eneste.

Playlisten på Spotify spiller i mit headset og lader mit hoved fyldes med de blideste toner. Ingen sangtekst, bas eller tekno, blot lyde, som omfavner mine følelser og lader mig falde til ro. Jeg prøver at lukke alle medier ude og bare være i nuet, men min telefons konstante brummen minder mig om virkeligheden vi lige nu er i. Det føles som om at jo flere der snakker om COVID19, jo flere der minder mig om at den er der, desto sygere føler jeg mig… Selvfølgelig er dækningen af virussen livsnødvendig for at vi alle kan følge med og tage os de forbehold, som bliver meldt ud, men selv samme udmelding har katastrofale konsekvenser for en psykisk sårbar, som jeg selv.

Forleden dag læste jeg et debatindlæg i informationen skrevet af en kvinde, som også har psykiske udfordringer. Hun beskrev, hvad virussen gør ved hendes krop og sluttede så hele indlægget af med ordene:
“Virussen har ikke kun en fysisk konsekvens for vores krop, den har og en psykisk, og den skal vi også tage os af. Alene, men sammen.”


Hendes ord fik mig til at stoppe op midt i mit ræs af internet shopping, tik tok videoer, instagram opslag og samtlige andre overspringshandlinger jeg var godt i gang med, når nu bacheloren ikke altid er den sjoveste at skrive. Og sandheden er, at virussen fremprovokerer en angst og uro i min krop, som gør, at jeg ikke har lyst til at være i den. Som presser mig til det yderste, især i en situation som nu, hvor jeg oveni det hele skriver måske den vigtigste opgave i mit liv.
“Når regeringen og sundhedsstyrelsen slår alarm, gør min krop det samme”. Det er hendes ord, men jeg kan ikke undgå at nikke genkendende, for jeg sidder selv med præcis samme følelse. Som en domino effekt påvirker stressen i min krop resten af mit liv. Den får brikkerne til at vælte og korthuset til at styrte sammen, og i mit hoved er det eneste jeg hører: “Hvorfor skal du lade det her påvirke dig så meget?!”
Om det er uvisheden over, hvornår alt det her stopper, som jeg har svært ved at forlige mig med eller usikkerheden ved ikke at vide, hvilken konsekvens virussen vil have for min bachelor eksamen til juni, som jeg har svært ved at tackle, det ved jeg ikke, men jeg ved dette; Jeg har ikke fået bekræftet, at jeg er smittet og jeg viser ej heller tegn på at skulle have virussen, men alligevel har den ramt mig.

Grøn koncert, aflyst. Distortion, aflyst. Roskilde festival, aflyst. Det føles så barnligt at lade sig slå ud over at en skide koncert ikke bliver afholdt, men det gør jeg. Jeg er slået ud. Banket synder og sammen og hver gang jeg tror jeg kan se et spir i det fjerne, som indikerer at der er håb og liv forude, så bliver også den trampet på indtil alting er fuldstændig dødt. Og her ligger jeg så. På bunden af Corona helvede og graver min egen grav. Jeg kan ikke længere se, hvorfor jeg skal kæmpe videre. Bruge mine sidste kræfter på at gennemfører et studie, hvis eksamen måske kommer til at foregå online, så ingen alligevel kan tage imod mig med åbne arme og sige: “Sandra, du gjorde det”. Jeg kan blot give mit eget spejlbillede en highfive og hvad nytter det. Mit humør påvirker mig fordi det påvirker, hvad jeg kan lave og derfor prøver jeg at tænke positivt og finde strukturen i en ustruktureret hverdag, hvor al kommunikation med min omverden, herunder også min bachelor gruppe, foregår via skype eller messenger. Hvor online dokumenter som diverse docs og drev er det nye shit. Hvor et virtuelt møde er den eneste form for møde og hvor skærmtiden på telefonen mange dobles. Jeg prøver at gøre glade ting, ting som får mig til at smile, men mit engagement for de aktiviteter som udgør min hverdag falder og falder og kurven synes ingen ende at tage. Som utallige gange før denne, må jeg skrabe rester af Sandra sammen fra gulvet og stable dem ovenpå hinanden indtil hun til sidst står op. Trække på alle mulige midler jeg kan trække på og prise mig lykkelig for, at jeg har så god en omgangskreds omkring mig. Om det er en gymnasie veninde, som hjælper med det faglige. En familie, som hjælper med at få de små ting i hverdagen til at virke mere overkommelige. En bachelor gruppe, som siger at det er helt okay at have off days. En kæreste, som tager sig tid til bare at trøste eller en veninde som trodser de stringente Corona afstande og krammer mig? Jeg tror det er en blanding af alle tingene.

Så her sidder jeg, på sofaen i vores lille lejlighed i Skovlunde, og kigger ud over de grønne arealer som ligger så langt øjet rækker. En gammel mand går over græsset og jeg smiler for mig selv. Han trodser virussen og begiver sig ud på sin daglige gåtur, hvilket jeg kan bekræfte at det er, eftersom jeg de sidste mange uger har kunnet følge med i dem. Selve virussen er ikke farlig for mig, for jeg er ikke i risikogruppen, men det er den for ham. Vi skal huske at passe på hinanden, men først og fremmest på os selv.

Jeg ønsker ikke med dette opslag at appellerer til folks medlidenhed, ej heller vrede, jeg ønsker blot at få frustrationerne ud af min krop, så jeg kan finde kræfterne til at kæmpe det sidste stykke og få afsluttet det kapitel jeg startede i februar 2017, da jeg begyndte på studiet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *