Den anden side af Roskilde Festival

Kategorier Uncategorized

Jeg går hen ad den mørke grussti i retning mod medarbejder campen. Jeg hører musikken fra de mange anlæg spille i det fjerne. Jeg går i mine egne tanker, ubemærket af de mange menneskers mumlen frem og tilbage mellem hinanden. Jeg er på vej hen til mit telt for at skifte til lange bukser. Nattens kulde bider mig i kinderne og mine fødder føles stivfrosne. Jeg går i et rask tempo, kun begrænset af de få mennesker, som går foran mig. Alt er mørkt og idet jeg tager min telefon op af tasken for at ringe til dig blindes mine øjne for et kort sekund. Jeg tager røret op til øret og håber på at du vil tage den. tre bip og så er du der.

Vores samtale flyder frit og ubekymret, men et sted i mit indre kan jeg mærke, hvordan klumpen i min hals bliver større og større.  Jeg snakker, som om intet er galt, men du kender mig for godt og spørg mig: “Sandra, er du okay?” og pr. automatik nikker jeg og smiler mit falske smil, som ikke når helt op til øjnene. Jeg glemmer at du ikke kan se mig og du spørg mig derfor igen: “Sandra, er du okay?” og denne gang svarer jeg “Ja, ja”, men inderst inde er jeg bange og for første gang i festivalsugen føler jeg mig alene, helt alene og tanken skræmmer mig. At man kan føle sig så alene på et sted med så mange mennesker samlet. Tanken om, hvor ensom jeg er begynder at fylde mere og mere velvidende at hvert skridt bringer mig længere og længere væk fra menneskemængden.

Jeg sætter mig på den bløde madras hvis overflade fylder det meste af teltets bund. Her sidder jeg så, med dig i røret, omringet af teltenes klaustrofobiske tætte placeringer. Der er ingen andre mennesker i teltene omkring mig og jeg forestiller mig, hvordan de alle sammen sidder et sted blandt deres venner og har det sjovt.
Jeg trækker vejret tungt og suger luften dybt ned i lungerne. Ind og ud, alt imens du prøver at berolige mig ved at snakke om noget andet. Jeg er fjern, kun fyldt af de mange ubehagelige tanker og for tredje gang spørg du mig: “Sandra, er du okay?”.
Der går et kort sekund før jeg opfatter, at jeg stadig har dig i røret og så bryder jeg sammen og siger med gråd i stemmen, at jeg ikke ved, hvad det er der sker. Du spørg mig om jeg har husket at tage min medicin, hvorefter jeg finder ud af, at jeg har glemt at tage den de sidste tre dage. Jeg bander og svovler indvendigt for, hvor svært kan det være at huske at tage sin medicin og samtidig er jeg i chok over, hvilken virkning medicinen har på mig. Hvis det er sådan her jeg er UDEN medicinen, så er jeg jo på ingen måde rask.

Her sidder jeg så. I et telt på Roskilde festival og har et angst anfald og du er bare så uendelig langt væk. Med råd fra dig af ringer jeg til min bror, som også var afsted på Roskilde festival, og vi beslutter at han skal gå mig imøde. Det eneste problem er bare, at jeg befinder mig i medarbejder området, hvor min bror ikke kan være, da han ikke er frivillig, og jeg skal derfor gå en 10 minutters tid før jeg er inde på camping området, hvor han befinder sig. Jeg rejser mig derfor op og dobbelt tjekker 100 gange, at jeg har de ting jeg skulle bruge fra teltet, men idet jeg tager det første skridt vælter jeg sammen og opfatter først nu, hvor meget min krop ryster. Det var som om at hver bevægelse jeg prøvede at lave blev afbrudt, som om min krops rysten gjorde mig ude af stand til at røre mig.
Jeg rejser mig op og prøver igen at gå og når omkring ti skridt inden jeg igen vælter omkuld på det hårde underlag. Tårerne løber nu frit ned ad mine kinder, ubehersket og ukontrollerbare. Jeg bliver siddende på jorden og beslutter mig for at tage den første af de tre dages medicin jeg havde glemt, men mine fingre ryster så meget, at jeg næsten ikke kan få pillerne ud af æsken. Jeg taber dem på jorden og igen bryder jeg sammen ude af stand til at magte og overkomme den forhindring, at jeg nu skal til at finde og samle mine piller op fra jorden. Jeg finder dem og får åbnet min vandflaske og én efter én sluger jeg de 8 piller, som min daglige ration medicin består af.

Jeg sidder stadig på jorden da der pludselig kommer to mænd over til mig for at hjælpe mig. Sammen får de rejst mig op og stablet mig på benene og jeg får sagt, at jeg skal hen til camping området i C, hvor min bror venter på mig.
En mand under hver arm lykkes det dem at transporterer mig over til indgangen i C. De spørg om jeg er okay og jeg tror jeg får nikket til dem og lige så pludselig som de kom er de nu væk igen inden jeg når at få sagt tak. Den eneste tanke, som kører igennem mit hoved er: “Hvor er min bror?”.

Sekunder føles som timer og jeg føler jeg har gået rundt i en evighed. Han ringer til mig og prøver at fortælle, hvor han er, men jeg kan ikke se ham. Endelig kommer han gående imod mig og hulkende strækker jeg armene ud og lader mig omfavne af ham. Sådan står vi i et par minutter og da jeg kigger op på ham har også han tårer i sine øjne. “Jeg kunne ikke finde dig, jeg var helt alene” får jeg frem mumlet, “Jeg er her nu søs” siger han og trygheden spreder sig lige så stille i min krop.

Sådan kan en festival også se ud. I hvert fald for mit vedkommende og det minder mig bare om, hvor vigtigt det er, at man har venner, familie eller bekendte omkring sig, som kender til ens situation og ved hvordan man har det. Hvis jeg ikke havde haft min bror, hvad var der så sket? Hvad skulle jeg så havde gjort?
Man må hellere være ærlig og bede om hjælp fremfor at tro, at man kan klare det hele selv. Så tag imod al den hjælp du kan få, det er ikke et nederlag tværtimod er det en sejr at kunne erkende sine begrænsninger og kunne bede om den hjælp man behøver. For at vide, hvad det rigtige er og ikke gøre det, dét er mangel på mod og med ærlighed kommer man længst er der jo et gammelt ordsprog der siger. Og så husk på, at uden modgang ville vi ikke kunne definerer medgang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *